Danmarks Spiselige Svampe; Deres Dyrkning Og Anvendelse

46 tætte, mørke, orangerøde, gaffeldelte, nedløbende. Og- saa Stokken er orangefarvet, ofte brunlig eller sort nedadtil. Hele Svampen er blødere og ikke nær saa kødfuld som den spiselige. Den vokser paa Træstubbe og mellem Mos mest i Naaleskov. Da den af de aller- fleste Forfattere kaldes mistænkelig, bør den undgaas. 12te Slægt: Skedesvamp (Volvaria). Hos denne Slægt er Frugtlegemet ligesom hos Flue- svampene fra Begyndelsen omgivet af et Fællessvøb, som ved Bristning efterlader en Skede ved Grunden af Stokken. Ring findes ikke. Hattens Kød er skilt fra Stokkens, Bladene frie. Slægten svarer altsaa til Slæg- ten Fluesvamp (nærmest til Kam-Fluesvampen, som mangler Ring) men adskiller sig fra denne ved, at Sporestøvet er rødt. — Af denne Slægt skal kun om- tales én Art: Høj Skedesvamp (V. speciosa Fr.). Denne store og smukke Svamp vokser paa Gødning og fed Jord og kan have nogen Lighed med hvide Champignon-Arter. Stokken er høj (7—15 ctm.), i Begyndelsen fint dunet, mangler Ring men har ved Grunden en lille slap Skede. Hatten er først klokkeformet, senere flad, no- get klæbrig i fugtigt Vejr, hvidlig eller let graalig med brunlig Top. — Den anses for giftig og kan som sagt ligne en Ager-Champignon men adskilles ved den manglende Ring og ved Skeden (Champignonerne har altid Ring og aldrig Skede) samt ved det rødlige Spore- støv (Champignonerne har mørkt purpurfarvet Spore- støv). Den er forresten temmelig sjælden men bør dog kendes. 13de Slægt: Melsvamp (Clitopilus). Denne Slægt har hverken Fællessvøb eller Ring; Bladene er nedløbende, Hatten tragtformet eller ned-