Praktisk Tegnekursus

FJERDE AFDELING. al den var 8 Fod; thi Forskydningerne i Kassens perspektiviske Linjer var jo ikke ret store, og deraf følger, at vi har haft tilstrækkelig stor Afstand fra den. — Havde vi haft en Afstand paa 4 Fod, altsaa været halvvejs nærmere ved Kassen, saa havde For- skydningerne været langt stærkere, saa stærke, at var Kassens Bredde, paa den ene Sidelinje og dc 4 Fod, som var Kassens Længde, paa den anden Sidelinje — og Kassen er overmaade nemt tegnet færdig. Hermed afslutter vi Perspektivlæren og uddrager os som en Ekstrakt af alt det foregaaende 3 Lære- en Maler anser dem for uskønne, og derfor gerne vælger en større Afstand at tegne fra. Se oven- staaende Billede af den samme Kasse med 4 Fods Øjeafstand (Fig. 114). — Vi tegner altsaa Kassens Sider til Forsvindingspunkterne f og fl ; afsætter Delingspunkterne Df ogDfl, indføjer de 2 Fod, som sætninger, som man altid maa have i Minde, naar man tegner efter Naturen: 1. En Genstand synes at blive mindre, jo længere den er fjernet fra Øjet. 2. Parallele Flader synes at forsvinde i én Linje. 3. Parallele Linjer synes at forsvinde i ét Punkt. FJERDE AFDELING. Perspektivlæren, der for de fleste Mennesker staar som en dem fjern og utilgængelig Videnskab, har vi nu i det foregaaende lært at kende som en under- holdende Kammerat, som en Ven, vi slet ikke kan undvære, naar vi tegner. Men ligesom det ofte vir- ker trykkende paa Selvstændigheden altid at have den hos sig, som har vidst at gøre sig uundværlig, saaledes vil vor Opfattelse af Tingene let blive min- dre personlig, hvis vi altid først tænker paa, hvor- ledes de stiller sig til Perspektiven. Nej, lad os se paa Tingene med vore egne Øjne ud fra Synspunkterne: hvorledes tiltaler de os, eller hvilken Brug har vi for dem ? Lad os tegne vore Indtryk, som vi synes, de ser ud; lad os med en let Haand ridse dem ned paa Papiret, saa at vi lige saa let kan vidske det bort igen, som viser sig at være galt, naar vi undersøger Tegningen med vore Hjælpemidler: Lodlinjen, Øjemaalet og Perspektiven. Tegner vi t. Eks. Hjørnet af en Stue, saaledes som omstaaende Billede viser (Fig. 115), saa lad os engang lægge Mærke til, hvor lidet indviklet en saadan Opgave i Grunden er, og med hvor faa Hjælpemidler vi kan overbevise os om, at der virke- lig er Mening i den gjorte Tegning. Vi sidder i Stuen og ser over imod et Hjørne ud ad den aabentstaaende Dør. Entrédøren staar ogsaa aaben og gennem den ser vi Staldbygningen ude i Gaarden. Vi bruger da Døraabningen, Dørkarmen, i vor Stue til Udgangspunkt, Vi bestemmer, hvor høj vi vil gøre den i vor Tegning og tegner denne Højde. Dernæst strækker vi Haanden med den vandrette 69 70