Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn 1840-90
EN HISTORISK FREMSTILLING

12 i Stænderforsamlingen blev det udtalt, at Haandværker- standen kunde stille „denne ældgamle Vandringsret ved Siden af Videnskabsmandens og Kunstnerens Ret til at øse af de Kilder for Viden og Kunst, Udlandet tilbyder“. Forsamlingen besluttede dog med 36 mod 29 Stemmer ikke at indgive nogen Petition i denne Sag, og Plakaten, hvis Hensigt — som A. S. Ørsted oplyste — var at yde Sikring- mod „de Revolutionæres Korruptionsforsøg“, blev heller ikke taget tilbage. Den fik dog ingen Virkning. Haandværkerne satte sig ganske simpelt ud over den. Paa dette Tidspunkt traadte imidlertid en anden Faktor i Forgrunden. Det var den politiske Bevægelse. Den greb ogsaa Haandværkerne og paavirkedes til Gjengjæld af dem. Ikke faa intelligente unge danske Haandværkere vendte netop da hjem fra Paris, hvor cle — til Trods for Forbudet — havde opholdt sig og vare bievne politisk paavirkede. De mødtes med de hjemligeFrihedsmænd, og en betydelig og inter- essant Foreningsbevægelse udviklede sig af denne gjensidige Paavirkning. Den tog sin Begyndelse med Læseforeningen, der stiftedes i 1836 i den Hensigt at være et Samlingssted fol- de ovennævnte Mænd, men med det officielle og mere be- skedne Formaal at „aabne Adgang til almennyttig og al- meninteressant Læsning for alle Stænder, men især for den næringsdrivende Borger“. Rækken fortsattes i 1838 af Industriforeningen i Kjøbenhavn og i 1840 af Håndværker- foreningen i Kjøbenhavn, og den sluttedes i 1847 af den udpræget politiske Forening: Haandværkerdannelsesforeningen. Det er som en hel Slagorden, hvori der her rykkes frem, og under Tidens Grjæring kom den venstre Fløj naturlig til at spille Hovedrollen, men da Bevægelsen lagde sig, svandt