Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn 1840-90
EN HISTORISK FREMSTILLING

14 Personligheder i denne sidste traadte senere ind i Haancl- værkerforeningen. Først efterhaanden klaredes Anskuel- serne, og en ny Fordeling efter disse fandt da Sted. Spørgsmaalet om Lavenes Bestaaen eller Ophævelse laa imidlertid stadig paa Bunden af Diskussionen i disse For- eninger. Man vovede sig ikke ret til at tale om selve Næringsfriheden, og da Ordet en enkelt Gang kom fremr vakte det strax saa stærkt Anstød, »at man advarede mod at tro, Kjøbenhavns Borgere skulde være en Kalkun, der bliver tiimmekunsk i Hovedet, saasnart man viser den en rød Klud“. Ogsaa Orla Lehmann, der spillede en frem- trædende Rolle i Industriforeningen, værgede sig paa dette Tidspunkt mod, at han skulde ville absolut Næringsfrihed. „Fuldkommen Ophævelse af Lavsvæsenet“ — skriver han 1840 i Fædrelandet — „vil næppe Nogen; en til Tiden svarende Reform i samme, hvorved de Ulemper for de Næringsdrivende, om hvilke Erfaringen noksom maa have oplyst dem, blive afhjulpne, ønsker vistnok Flertallet i det Mindste af de Næringsdrivende“. Anledning til denne Udtalelse er en Til- dragelse, som netop da var indtruffen, og som kan tjene til Exempel paa, hvor varsomt man maatte gaa frem. „De næringsdrivende Borgere“ i Kjøbenhavn havde i 1840 — altsaa samme Aar, som Haandværkerforeningen i Kjø- benhavn blev stiftet — besluttet at indgive en Lykønsknings- adresse til Kong Kristian den Ottende i Anledning af hans Tronbestigelse. Paa et Møde valgtes cler en Deputation, bestaaende af Jernstøber P. F. Lunde, Naalemager Hjorth sen., Silke- og Klædehandler H. P. Hansen, Hofguldsmed J. B. Lalhoff og Dekupør H. P. Frederiksen, til at affatte en saadan Adresse. I denne hed det da: „De liberale Grund-