Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn 1840-90
EN HISTORISK FREMSTILLING

27 ble ven det Væsentlige, og i Sammenhæng dermed stod det formodentlig ogsaa, at Grundbestemmelserne vare strøgne og med dem den nærmere Præcisering af Foreningens Virk- somhed. Man var enig i det Væsentlige; Detaillerne kunde man altid senere enes om. Det har sin Interesse at forfølge denne G-jæringsproces, hvoraf den endelige Indbydelse udgik som det færdige Pro- dukt. Man lærer deraf, at det tilsidst var Lavskampen, der i blev den Parole, hvorom man samledes, og at Lavene selv blev de Kjærnetropper, om hvilke den øvrige Del af Hæren grupperedes. Men medens det saaledes her som saa ofte blev et aktuelt foreliggende Stridsspørgsmaal, der kaldte Foreningen tillive, er det værd at lægge Mærke til, at den Mand, som blev dens egentlige Skaber, strax saae videre frem. Han søgte ogsaa her at føre sine Ideer om Kundskabers og Oplysnings Betydning for Haandværkerne ' ind i Foreningen, men fik dengang ikke fuld Frihed dertil. Det gik ham hermed som med saa mange andre Ideer, som hans frugtbare Hjerne til en Begyndelse kastede ind i For- eningen, men som først langt senere slog Rod, og hvoraf nogle spirede og voxede til anselige Planter, over hvilke man glæder sig den Dag idag. Men dengang maatte der tires, hvis man vilde have alle Hoveder samlede under een Hat. Der blev endda Dissens og Uenighed nok tilbage. Derom vidner det Besvær, det udkrævede at faa Foreningen dannet, og de provisoriske Tilstande, hvori den henlevede sin første Tid. Den endelige Indbydelse til Haandværkerforeningens Stiftelse kom derefter til at lyde saaledes: