Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn 1840-90
EN HISTORISK FREMSTILLING

50 kun faa Haandværksmestre have været vidende om, at nogle Mænd udenfor Haandværksstanden i deres Iver for Indu- striens Fremme have ansøgt om en saadan Tilladelse . Andragerne kunde ikke tænke sig Muligheden af, at Basai- privilegiet skuld© kunnø gaa ud paa? at all© Slags Haand- værksarbejder fra hele Riget skulde kunne indsendes til Forhandling i Kjøbenhavn, men da man maa være belavet paa Alt, tænkte de sig dog, at noget Saadant kunde ske, og „da, allernaadigste Konge! da ser Kjøbenhavns Haand- værksstancl sin fuldkomne Ruin imøde, da ere ikke blot vore Rettigheder, men endogsaa vore i Deres Majestæts Hovedstad Kjøbenhavn hjemlede Borgerrettigheder aldeles fratagne os, da er Alt, hvad vi møjsommelig have arbejdet for, da er vor hele Velfærd tabt, thi det vil være umuligt for os at udholde Konkurrencen med Kjøbstædernes og Landsbyernes Haandværkere, da baade Levnetsmidler, Hus- lejlighed, Folkeløn og alle Fornødenheder ere langt dyrere her i Staden end andetsteds i Riget“. Det er et lille Tidsbillede, som disse Udtalelser give, men Andragendet fik ingen Be- tydning. I syv Aar plagede Industriforeningen sig med Basarplanen, inden denne blev endelig opgiven. Haandværkerforeningen slap saaledes med Skrækken for, at der skulde blive oprettet „en stor Boutiqve“, hvori Haandværksarbejder fra hele Landet, Hertugdømmerne med- indbefattede, skulde kunne forhandles. Men den formaaede heller ikke selv at realisere sine Planer om de forskjellige •ovennævnte „ Magasiner“. Forslaget om et „ General-Magasin“ blev opgivet af Hensyn til „ de store pekuniære Kræfter, som til Udførelsen udfordredes“. Ligesaalidt lykkedes det at faa Planen om et Magasin for Smede- og Gjørtlerarbejder