Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

Den franske Naturalisme. 19 de gaa ud i Naturen med Fedtlædersstøvler eller Træsko og kunne ikke faa det jævnt, simpelt og landligt nok. Der kan i denne Retning ikke findes Noget, som gaar videre end Troyons Dyrmalerier, Rousseaus eller Daubig- nys Landskaber eller Millets Genrebilleder. Medens de ovenfor omtalte Naturligheds-Produkter, Fremstillingerne af den nøgne Kvinde o. desl. foreløbig næsten er en fransk eller dog en romansk Specialitet, er det franske Landskabs-, Dyr- og Genremaleri derimod for det Meste inde paa den Vej, som oprindelig er anvist af de gamle Nederlændere, et Folk af en rent anden Stamme, imod hvis Kunst den franske i gamle Dage stod i en skarp Kontrast. Men hvor meget end de moderne Franskmænd sværme for den nederlandske Kunst og tildels danne sig efter den, saa bliver der dog altid en betydelig Forskjel. Den ligger deri, at Franskmændene gaa videre i den na- turalistiske Retning end Nederlænderne, at de med en udfordrende Mine fore den ud til en Yderlighed, at Franskmændene, medens Nederlænderne ifolge Nationens Karakter og Begavelse vare naive og rolige Naturalister, ifolge døres Karakter ere hidsige og lidenskabelige Na- turalister. Forskjellen viser sig ogsaa i Behandlingen; Franskmændene give sig saare sjeldent saa god Tid som Nederlænderne, deres hele Foredrag er hastigere, de pointere Motiverne stærkere, fremhæve med et skarpere Eftertryk de vigtigste Træk og feje det .Øvrige hen. De nordiske Nationers Kraft er den langsomme Kraft, og den Fare, som de idelig ere udsatte for, er at glemmo Helheden, medens de arbejde paa Enkelthederne; de ro- manske Nationers Kraft er hastig og aggressiv, og deres 2*