Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

18 Fransk Malerkunst. skabsmalere var Franpais godt repræsenteret, og det største Geni blandt alle moderne franske Naturmalere, den gamle Corot (f. 1796), endogsaa meget fyldig. Hvad denne Mand end har lært af Claude Lorrain’s Malerier og af Swancfeld’s Raderinger, saa er han dog i Grunden ganske original, og udover i Sandhed et Trylleri over Sindet som meget faa Kunstnere. Han giver sig ligesaalidt af med Landskabets Enkeltheder som nogen af de Andre; men hvor fyldig, og dog hvor let og luftig staa ikke Løvmasserne i hans Trækroner! Hvilken fin, fornem- poetisk Virkning gjøre ikke den klare, solvgraa Tone og de melodiske Linier! Medens vi staa og se paa hans Billeder, bærer hans Genius os med bløde Vingeslag ganske uformærkt over i Elysium eller til de Saliges Øer. Han fører os en stille Aften hen til en hellig Lund med ældgamle Træer; hist henne ved dens Udkant ligger et lille Tempel for Nymfer eller Guder. Vi høre Strengespil og Sang! Der kommer Orfeus ensom van- drende, lader sin Lyre klinge og hæver sin begejstrede Stemme, medens han nærmer sig Lunden og Templet. Men oinendskjont Corot ogsaa meget vel kan male et Vænge ved en Bondegaard — og male det godt — saa er han dog ikke den rette Repræsentant for det nyeste franske Naturmaleri. En langt djærvere, en mere haand- gribelig Naturalisme fører Herredømmet i det. Mærke- ligt er det at se, at Naturalismen, naar den kommer paa Dagsordenen i Frankrig, drives med større Eftertryk, eller ialfald tager sig eftertrykkeligere ud, end noget andet Lands. Naar Franskmændene faa Smag for det Jævne, Simple, Naturlige, Landlige, glemme de hurtig, at de engang have gaaet i Silkestrømper og blanke Sko;