Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

44 Fransk Billedhuggerkunst. Kunst sig ret som Kolibrier eller brogede Sommerfugle i en tropisk Atmosfære. Den af alle Kunstnere, som fremhæver denne Side af Sagen stærkest, er vel den be- kjendte J. B Carpeaux, dekoreret ikke alene med Æres- legionens Ridderkors, men ogsaa — hvad der turde være mere bekjendt — med en stor Blækklat, som en anonym Moralist i Nattens Mørke kastede paa lians Gruppe af dansende Kvinder paa den store Opera i Paris — en Klat, som saa hurtig gjorde Kunstneren europæisk navnkundig, at jeg endog har hort Insinuationer om, at det var ham selv, som kastede den. Hans Kunst er en levende Opposition imod Alt, hvad som hedder »den plastiske Ro«. Man skulde tro, at dette Begreb havde drillet Hr. Carpeaux i hans inderste Sjæl saaledes, at han kun kunde holde sig det fra Livet ved at drille det igjen. Af ham maa man ikke vente Billeder af de olympiske Guder. Han har udstillet en Terrakottabuste af en Negerinde med et Reb snoret om Bryst og Skuldre, med uordnet, kruset Haar, med Hoved og -Øjne drejede med trodsig Melankoli tilbage mod Slavefogden: Pourquoi naitre es clave? Fremdeles en lille Terrakottagruppe af Ugolino og hans Sønner, halvfortærede af Hunger og seende den skrækkelige Død imøde. Nuve], det er li- denskabelige Motiver; men ogsaa, hvor Carpeaux vil fremstille det Naive, bliver det saa gruelig forceret og lidet naivt, lider det af en saa koket Venden -Øjne og Kasten Blikke, at man bliver ganske ilde derved, og det til Trods for Kunstnerens mærkelige Skjønhedssans — der dog er af mere malerisk end plastisk Art. Hvad mon Thorvaldsen vilde have sagt til hans Terrakotta- Buster af leende, bekransede Piger med de grinende