Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

Overfladens Liv. J. B. Carpeaux. 45 Læber trukne bort fra Tænderne, med det frække, tøse- agtige Blik ud fra øjenkrogene, med Kaadheden spil- lende i Mundkroge og Kinder? — Han vilde vel have sagt, at det ganske simpelt var en Gjenganger af den Kunst, som han selv havde slaaet ihjel, af Rococotidens Kunst. Carpeaux er netop Thorvaldsens kunstneriske Antipode. Nu er det vel sandt, at Thorvaldsen drev det saa vidt med den plastiske Ro, som kun en dansk Kunstner vilde gjore det, og at han blandt alle de store Aander, som vor Nation har frembragt, baade er den skjønneste og den mest flegmatiske. Jeg husker meget tydelig, at Marstrand en Aften — det var endog den Aften, da vi fejrede Thorvaldsens Hundredeaars Fødsels- dag — sagde, at der var »noget Søvnigt ved Thorvald- sen«. Det var efter Bordet, han sagde det, og det kom saa ærligt ud af hans aabne Hjerte, der var saa fuldt som nogen Andens af Beundring og Kjærlighed til Me- steren. Det var lidt stærkt sagt, men det er dog værd at mindes af dem, som hellere ville betragte Thorvaldsen som et udmærket Menneske end som en Afgud, hvis Alter staar koldt. Men hvor uendelig meget Mere værd er ikke han med sin sunde og varme Kjerne og med sin køligere og tempererede Overflade end Hr. Carpeaux med sin feberhede Gløden og sit fordrejede Væsen! Det er i Behandlingen af historiske Opgaver, at Franskmændenes ejendommelige Dygtighed i Behandlingen af Overfladen faar sin væsentlige Betydning. Det vilde ganske vist være uretfærdigt at sige om de dygtigste franske Billedhuggere, at deres historiske Betragtning ikke gik dybere end til Overfladen; men Betragtningen gaar i Modsætning til vor historiske Plastik ud fra det