Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

62 Jan Matejko. lig, men ikke altid til Held for det, som staar nærmest ved Siden af det. Disse Egenskaber karakterisere ikke mindre Matejkos Portræter end hans store historiske Billeder. I Henseende til det afrundede, harmoniske Præg, til Farvens Glans og Skønhed, staa de afgjort tilbage for de bedste franske Portræter; Farven er tyndere paasat, Penslen noget spids og tor; der er noget Kejtet, Strittende, under- tiden endog temmelig Uskjont ved Fremstillingen af Per- sonligheden; men om det saa er smaa Børn, Matejko maler, frem træde de — uden Afbræk for Indtrykket af det Barnlige — med saa karakterfulde Fysiognomier, at de engang sete ikke slippe Hukommelsen igjen. Det vilde maaske være fejl at kalde Matejko en Autodidakt. Men vist er det, at hans Kunst gjennem- gaaende bærer Præg af Enkeltmanden, som isoleret og tidt med Møje maa kjæmpe de kunstneriske Opgaver igjennem. Saa glimrende som hans Mesterskab under- tiden kan være, mærker man dog tydelig, at han aldrig har nydt Fordelen af at blive ret indarbejdet i en Skole, i hvilken Malerkunstens Principer ere opfattede saa sikkert og fast, at de som en fælles Dannelse endog komme det mindre Talent tilgode, saaledes som det navnlig er Til- fældet i den franske Kunst. Der er meget Lidt af hvad man kalder malerisk Stil i hans Billeder. Hans Malerier melde heller ikke Noget om, at Evropa i gamle Dage har havt en Rafael, en Rubens eller andre store Historie- malere. Naar man f. Ex. sammenligner Matejkos Bille- der med de nyere belgiske Historiemalerier, som tidt virkelig ere meget fremragende og navnlig fortræffelig malede, saa vil man i mange Henseender finde dem ufuldkomne, endog undertiden lidt underlige. Men naar