Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

66 Jan Matejko: Stefan Bathory. maaske de russiske Bojarer, som folge Patriarken paa Gesandtskabet. De ere klædte i prægtige Pelse med brogede Skjærf og have funklende Ringe paa Fingrene; men at de ere Barbarer, halve Dyr, næppe bedre end de Björne eller Ulve, i hvis Skind de gaa klædte, har den polske Kunstner ingenlunde fordulgt, og jeg tror, at han har Historiens Vidnesbyrd paa sin Side. En ældre Kusser med ganske kort klippet Haar og et langt, ærværdigt Skæg kaster sig næsegrus ned i Sneen med Hænderne stotterte paa Jorden og med et Udtryk af saa dyb og slavisk Ærbødighed, at man vanskelig skulde kunne gjennemskue, om den er sand eller falsk. En anden vil just kaste sig paa Knæ, men sidder foreløbig paa Hug med de korte, tykke Hænder støttede mod Knæerne; Stillingen er ikke mere graties end en bred Tudses, naar den skal til at springe. Det er en svær, før Skikkelse, brun og barket, med et bredt Ansigt, flad Næse, smaa, sorte Øjne, som med en vis dyrisk Snuhed og Poliskhed se hen paa den polske Konge. Bagved staar en Dværg, som lægger Hænderne om Randen af sin Herres store Skjold, idet han med en pudsig, vigtig og fidel, stor- snudet og sarkastisk Mine spillende over det brede, mon- golske Ansigt skotter hen til Kongen, hvem den lille Slyngel synes at betragte som sin Broder i Vanskabthed; men han veed godt, at hvis han ikke holder sig i Skin- det og gjeinmer sine Vittigheder til siden, naar Ceremo- nien er forbi, vil der vanke Pisk. Det er en hel lille zoologisk Have af barbariske Typer; men blandt Rus- serne findes der dog ogsaa Mennesker af et noget ædlere Præg, i Særdeleshed den overvundne Iclthørrø, som holder sig noget tilbage og staar med sænket Blik, idet