Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

■............... Jan Matejko. 69 har sin Styrke i det egentlig Dramatiske. De eneste Compositioner af Rafael, som man gaar ligegyldig forbi, ere to, som handle om Ceremonier. Afholdelsen af Taler, som ere indstuderede i Forvejen, og Gjennemførelsen af et Ceremoniel, der lægger Baand paa ethvert uvilkaar- ligt Følelsesudbrud, er en Skræk for Muserne. Billedet af Stefan Bathory giver os ogsaa en Ceremoni; men det, som gjor den saa dramatisk interessant, er netop at man gjennem den tynde Skal af Fred og Forsoning aner et Hav af ulmende, gjærende Følelser, som true med at sprænge Dækket. Det er en Ceremoni, hvis Løgn alle indse; og saa lidt svare Æsthetikens Krav til Mo- ralens, at denne Brydning vækker ulige mere Interesse end den sandfærdig mente Ceremoni i »Unionen i Lublin«, der mere er en Udstilling af Pragtmennesker end et egentligt Drama. I det tidligste blandt Matejkos Billeder paa Udstillingen kom man atter i Selskab med en polsk Konge, Sigismund III. Vasa, som omgivet af sit Hof henrives af den, berømte Jesuiter-Prædikant Skarga’s dødende Veltalenhed. Og i Kunstnerens store Maleri i Belvedere-Galleriet har man atter baade Konge og Hof, Fyrster og Ministre; men der kaster en enkelt Mands Lidenskab en Brand ind i det officielle Væsen, som i et Nu sætter det Hele i lys Lue. Dette Billede fremstiller os den sørgeligste og skammeligste af alle polske Rigsdage, den som i Aaret 1773 satte sit Segl paa Polens første Deling. Rigs- dagens Moder ere begyndte med, at den kjebte Forræder, Adam Poninski, mod al Vedtægt erklærer sig selv for Kronens Marskalk (Rigsdagens Formand) til Trods for den hæftigste Modstand af et Par patriotiske Medlemmer,