Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

74 H. Makart: Caterina Cornaro. vort øje med en uhyre skraa Skjærm; det kommer alt- sammen Maleriet selv tilgode. Saa meget des bedre: Vi ere jo ikke komne for at ses, men for at se. Hvilket prægtigt malerisk Motiv! Hele den gamle venetianske Herlighed føres frem for os paa en af Venedigs aabne Pladser ved Havnen. Om en topografisk eller historisk Nøjagtighed i Gjengivelsen maa her natur- ligvis ikke spørges; Kunstneren har med megen Frihed benyttet sig af de bredere og flottere venetianske Arki- tekturformer, som paa den Tid, da Handlingen foregaar (c. 1470), endnu ikke vare til. De gjore den rette Virkning, og det maa være nok. Er der nu nogen By i Verden, hvor man ligesom paany ser Skønhedsgudinden dukke frem af Bølgerne, saa er det sikkert »Venezia la bella«, og ingen Scene kunde være ypperligere for en Fest til Skønhedens, den kvindelige Skønheds, Ære end denne. Cyperns Konge skal hente sig en Brud fra Vene- dig; 72 af Stadens skjonneste Adelsfrøkener blive ham forestillede, og blandt dem alle kaarer han Caterina Cornaro, en Pige paa 16 Aar af gammelt venetiansk Adelsblod, skjon, elskværdig, klog som ingen Anden. Enhver føler, at Valget er det rette, al Misundelse for- stummer. Forinden den unge Dronnings Afrejse samles Venedigs kvindelige Ungdom om hende for at bringe hende Hylding og Gaver, medens’Folket jublende ser til. Det er denne Fest, Makart har malet. Alt er her Glæde og Harmoni. Historien klinger halvvejs som et gam- melt Eventyr, halvvejs som en Mythe om Skønhedsgud- inden selv. Endog Venedigs ærværdige Senat, som her dog ikke træder frem paa Scenen, har forherliget den unge Skonhed, det har adopteret hende og kaldet hende Datter