Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

H. Makart: Caterina Cornaro. 85 trylle os tilbage til Paradiset; men der kræves Mere end det Negative, at det sker uden Smerte og uden Anger; der kræves det Positive: et glædefyldt Sind hos Kunst- neren. Men ak, dette Billedes Glans er ligesaa tom for Glæde som for Smerte; den er overhovedet tom for Følelse. Billedet kaldes fremdeles en »Trumf.« Mod hvem bliver den spillet ud? Er det mod Franskmændene, og er det den tyske Patriotisme, som her er paa Spil? Franskmændene plejer man ellers fra tysk Side at tage paa en anden Maade. Man raaber Moralen i Gevær og paakalder »den dybe Tanke«, »den rene Følelse«, »den sædelige Alvor.« Endnu paa Udstillingen selv saa man jo paa ot uhyre Lærred (af Piloty) Thusnelda, Repræsen- tanten for den sædelig-germaniske Ur-Kvindelighed van- drende med nedslagne Øjne og med en ægte tragisk Pause for hvert Skridt, hun gjør, forbi den romerske Imperator og hans Hof, idet hun selv i Lænker er stor nok til moralsk at knuse det vælske Væsen med sin Foragt. Det tager man ogsaa til Indtægt, og man ser fra sine moralske Stylter dybt ned paa den franske Kunst, der dog i Grunden kun forstaar sig paa at blænde med ydre Midler ved Opoffrelse baade af Tanke og Følelse. Og dog blander der sig i Foragten tydelig nok en Kjende Misundelse. Der er noget Fortvivlet i Situationen! De blændende Egenskaber gaa nu engang saa let af med Sejren, især paa en Verdensudstilling; vi Mennesker ere svage ligeoverfor dem; og Tyskerne selv kunne føle denne menneskelige Svaghed. Der er alligevel noget Forførerisk, noget Imponerende, noget Bedaarende ved den Uforskammethed og Frejdighed, hvormed disse usle Fransk- mænd male Odalisker i Haremmet og Slavinder paa