Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

84 H. Makart: Caterina Cornaro. og som, der hvor jeg har. læst det, er brugt mere til Ros end til Dadel. Man har kaldt det et »Sensations- billede.« Ja, det er aabenbart ikke af den Slags Værker, som ere undfangne og baarne i Stilhed, og som naar de komme for Dagen, hilses med Beundring og Glæde til Overraskelse for den, som har frembragt det. Der staar skrevet paa det med usynlig, men meget læselig Skrift: Dette skal gjøre Opsigt; der staar skrevet, at det fra første Færd af er et Foster af den tiende Muse, Sensa- tionens, og at det er opammet af den ellevte, Spekula- tionens. Den største Mærkelighed ved Billedet er ogsaa den Opsigt, hvorpaa det er anlagt, og som det i saa overdrevet Maal har vakt. Det er et højst besynderligt Fænomen at se brave tyske Doktorer og Professorer, Kunst- nere og Lærde, tage hverandre ved Haand og danse rundt om dette Værk som de Vilde om deres Afguder. Hvad er det da, som man egentlig er saa glad over? »Cornelius og Kaulbach ere fortræffelige Malere,« sagde min Kunstner i Wien, »men de kunde blot ikke male; nu have vi faaet En, som kan male, og ham ville vi være glade over.« — Ja, det er unægtelig en god Egen- skab ved en Maler, at han kan male, men dermed ere dog ikke alle Fordringer til ham fyldestgjorte; vi ere ved et Kunstværk vante til at kræve Lidt for Aanden og Hjertet. — »Skal da Kunsten« — sporgcr Pecht — »overhovedet altid kun skildre det Alvorlige og det Sørgelige, det Rystende eller vel endog kun det simpelt Kjedsommelige? Lad os dog være glade, naar den endelig engang opmuntrer os og tryller frem paa Lærredet en Guldalder fuld af Glans og Skønhed, uden Smerte og uden Anger!« — Det er dejligt, om Kunsten kan