Det Kongelige Blindeinstituts Historie
Samt Meddelelser Om Blindesagens Begyndelse Og Dens Udvikling I Danmark

 Samfundets Almisse-Lemmer: Enhver af dem lærer et eller flere Haandarbeidei1, hvorved de, i eller udenfor Instituttet,, kunne fortjene deres Brød, om ikke ganske, saa dog tildeels“. Af denne Udtalelse fremgaar, at Bestyrelsen havde det rette Blik for den foreliggende Opgave. Man var ikke blind for den Fare, der laa i Fremstillingen af Resultater overfor Offentligheden, for hvilken Sagen var ny og fremmed, og hvor der ikke var nogen lang Vej fra Tvivlen til Forbavselsen og Beundringen, men derimod meget langt til den rette Opfattelse af, hvad der kunde stilles som en rimelig Fordring med Hensyn til den Blindes Arbejdskraft og Stilling i Konkurrencen med de Seende. Ogsaa i denne Henseende udtalte Bestyrelsen sig rigtigt, idet den angaaende de Blindes. Selverhverv siger: „hvorved de kunde fortjene deres Brød, om ikke ganske, saa dog tildeels“. Naar der tilføjes: „i eller udenfor Institutet“, seer man dog paa samme Tid, at man dengang havde Tanken om en Arbejds- og Forsørgelsesanstalt for Øje, lige saa vel for mandlige som for kvindelige Blinde. Der fortsættes, som følger: „II. Vi ville, at de Blinde føle sig under og ved vor Dannelse mindre ulykkelige; de skulle ei længer i sørgelig Uvirksomhed og Lediggang hen-sukke deres Tilværelse; vi ville føre dem ud af det Formynderskab, under hvilket de hidtil stode, ind i Forbindelse med Verden, og de skulle selv glade føle deres Værd ved at kunne arbeide til Selskabets Gavn“. Derefter udtales, at man ikke vil indskrænke sig til at uddanne dem til Arbejde, men ogsaa udvikle deres Aand, klare deres Forestillinger og Begreber, og aabne deres Hjerter for ædle Følelser. Man vil give dem Stof li] Eftertanke og Underholdning. „De bør samle Kundskab om Pligt, om et høiere Væsens Tilværelse, om Udødelighed.“ Der tilføjes: „De med svage Evner begavede bør alene — foruden Haandarbejde — lære Religion og Regning“. Om en egentlig forberedende Undervisning, som man