Det Kongelige Blindeinstituts Historie
Samt Meddelelser Om Blindesagens Begyndelse Og Dens Udvikling I Danmark
Forfatter: Johannes Moldenhawer
År: 1905
Forlag: Holger Meyers Bogtrykkeri
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 308
UDK: 3624 IB
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
30
Hefte, findesi „Efterretninger om Stiftelsen“ anført Følgende: „Med allerhøieste Tilladelse har Instituttet aarligen givet en offentlig Forestilling, 1818, 19, 20, 21 og 22 paa det offentlige kongelige Theater, og 1823 paa det kongelige Hof-theater, understøttet af det kongelige Kapel, og i de tre første Aar af de kongelige Skuespillere og Skuespillerinder ved et lidet Skuespil“.........................................
„De Blinde, der ved disse Forestillinger viste Deres Færdighed i Tonekunsten, ere: Peter Jensen, som tillige har sat Musik til adskillige af de udførte Sange og af ham selv udførte Fløitekoncerter, og Adolph Gether paa Fløite, Mathias Meyer, Andreas Lyts paa Klarinet og Johan Grammelstorff paa Bratsch; Christian Appelroth paa Violin og Peter Jensen tillige paa Violoncel“.
Blandt dem, der i en længere Aarrække optraadte ved disse Forestillinger, fortjener særlig at fremhæves Adolph Gether (den senere Organist ved Vor Frelsers Kirke, samt Lærer i Fløjtespil ved det ældre Blindeinstitut og derefter Lærer i Orgelspil ved det nye Institut), der første Gang optraadte i en Alder af 8 Aar, idet han ved en saadan d. 24. Marts 1819 paa det Kgl. Teater afholdt Forestilling, som Instituttets yngste Elev, fremsagde følgende Epilog af Thomas Thaarup:
Ei saae mit Øje Morgem-ødens Glæder;
Jeg følte kun en kærlig Moders Favn; I Mulm jeg end paa Livets Bane træder, Og kender Dag og Solen blot af Navn.
Men Solens Varme mig dog vederkvæger, Jeg fryder mig i Vaarens milde Luft;
Seer jeg end ikke Rosens Purpurbæger Jeg dog indaander glad dens søde Duft.
Mig Nattergals og Lærkes Stemme fryde, Endskønt med Øjet jeg den ikke seer; Jeg hører Strengeleg og Sange lyde Og deres milde Røst, som har mig kær.