Bilag Til Betænkning Afgiven Af Statsbaneudvalget Af 1911

367 sig Gennemførelse og Drift af saadanne betydeligere Jernbaneanlæg, som ikke lod sig gennemføre af private. Senere er det fastslaaet som almindeligt Princip her i Landet, at Staten overtager Anlæg og Drift af Hovedruterne, medens Sidebanerne anlægges og ledes af private Selskaber, i Lighed med den inden 1868 bestaaende Ordning, hvor- efter Landets Hovedlandeveje henhørte under Staten, Bivejene under anden Styrelse. Ved Siden deraf har Staten dog ogsaa i nyere Tid paataget sig Anlæg og Drift af saadanne Baner, af hvis Drift i hvert Fald ikke de første Aar kan ventes noget synderligt Udbytte, men hvis Øjemed er at ophjælpe fattige og afsides liggende Egne, jfr. i det hele den i September 1899 afgivne Betænkning af den af Indenrigsministeriet ved Skrivelser af 13. September og 19. November 1898 nedsatte Kommission til samlet Overvejelse af Spørgs- maalet om den fremtidige Udvikling af Jernbanenettet i Midt- og Sydjylland og den ovenfor ommeldte, under 10. September 1906 afgivne Betænkning af den af Ministeriet for offentlige Arbejder den 25. April 1904 nedsatte Kommission angaaende Anlæg af ny Jernbaner, Side 3—10, sammenholdt med Lovene Nr. 92 af 27. April 1900 § 1 og Nr. 156 af 27. Maj 1908 § 1. Til Tilvejebringelsen af den langt overvejende Part af de af private anlagte og drevne Jernbaner er der dog af Staten ydet betydelig Støtte enten ved store direkte Tilskud eller paa anden Maade. Angaaende de forskellige Former, hvorunder dette er sket og fremdeles finder Sted, henvises til Bilag 115 (Side 379—382) til fornævnte Kommissions- betænkning af 1906 og til § 9, jfr. § 6, i Lov Nr. 156 af 27. Maj 1908. I en stor Del af Privatbanerne er Staten Aktionær for de af Statskassen i Banerne anbragte Midler — i de fleste Tilfælde 32 af Aktiekapitalen, i enkelte endog % — og er saaledes direkte interesseret i Banernes Drift og Tilvejebringelsen af et passende Udbytte af samme om end ikke i saa høj Grad som i Statsbanerne. Som Følge af, at Statens Interesser i første Række ere knyttede til dens egne Jernbaner, har det stedse været fastholdt, at Statsbanerne maa have Fortrinet i Tilfælde, hvor de private Jernbaner træde i Konkurrence til disse, og der gøres i saa Henseende ingen Forskel paa Privatbanerne efter Hensyn til, om Staten er pekuniært interesseret i disse i højere eller mindre Grad eller slet ikke. Denne Grundsætning giver sig bl. a. Udslag i Statens Stilling til de private Baners Takster og Befordringsbestemmelser. Med Hensyn til Taksterne er Forholdet det, at Staten her som næsten over alt i Verden har forbeholdt sig den afgørende Indflydelse paa Fastsættelsen af disse. Det hedder herom allerede i den under 18. Maj 1840 udstedte Bekendtgørelse angaaende de Betingelser, under hvilke enkelte Personer eller private Selskaber kunne vente, at Anlæg af Jern- baner til Forbindelse af Nordsøen og Østersøen igennem Hertugdømmet Slesvig og Hertug- dømmet Holsten ville blive tilstedte, § 23: »Til Fastsættelse af den højeste Betaling for Banens Benyttelse til Transport saavel af Varer som af Personer saavel som til enhver senere Forhøjelse af samme er allerhøjest Approbation fornøden.«*) Forholdet har siden her i Kongeriget udviklet sig saaledes, at der i de private meddelte Koncessioner paa Anlæg og Drift af Jernbaner er taget Forbehold om, at Privat- banernes Takster (ikke blot disses Maksimum) skulle approberes af vedkommende Minister, og ved Taksternes Fastsættelse paases det, at disse ikke bestemmes saaledes, at Privat- *) I Motiverne til Bekendtgørelsen hedder det med Hensyn til den anførte Bestemmelse: »Dem öffentlichen Interesse dürfte es entsprechen, die Bestimmung der höchsten Sätze des Bahngeldes nicht den Unternehmern allein zu überlassen, sondern von der allerhöchsten Genehmigung abhängig zu machen, wogegen es unbedenklich erscheint, die Ermässigung der einmal normirten Sätze dem Ermessen der Unternehmer freizustellen.«