Bilag Til Betænkning Afgiven Af Statsbaneudvalget Af 1911

379 Alvor vilde forkorte Vejen, ikke blev vedtaget før ved Loven af 27. April 1900, og at Banen først blev aabnet for Driften den 26. Juni 1906, altsaa 7 Aar senere end Aars-Nibe-Svendstrup Banen. Med de førte Forhandlinger og Ministerens Udtalelser in mente gaar det formentlig heller ikke an at erklære Banens Anlæg for forfejlet og Forventningerne til den for skuffede, saafremt den ikke fik Del i noget af Trafiken mellem Aalborg og Stationerne paa Hobro-Løgstør Banen, thi Bevillingshaverne kunde og burde dog formentlig, inden de søgte og opnaaede Koncession paa Banen, have gjort sig klart, at noget Krav i den angivne Retning ikke kunde opstilles og da navnlig ikke med det Maal for Øje paa en Maade at drive Konkurrence med Statsbanerne. Naar det endelig i Foredraget siges, »at der ganske vist ikke i Eneretsbevillingen var sikret Statsbanerne nogen Eneret overfor denne Bane«, saa er dette ogsaa kun halvt rigtigt, thi den i Eneretsbevillingen (jfr. Bekendtgørelsen herom, Nr. 228 af 28. December 1895) brugte Formel »idet' Vi dog ville have Staten forbeholdt Eneret til Jernbanetransporten mellem de Punkter paa Statsbanerne, med hvilke førstnævnte Bane (Aars-Nibe-Svendstrup Banen) ved Forbindelse med andre Jernbaner maatte komme i Berøring« er den sæd- vanlige, i slige Bevillinger brugte Udtryksmaade, der her er blevet anvendt paa en Bane, der i sit Anlæg (som berørende to Statsbanepunkter) afveg fra de tid- ligere planlagte Privatbaner. Den sædvanlige Formel kom derfor ikke til at afgive et helt rigtigt Udtryk for den bagved liggende Tanke. Desuagtet bør det for- mentlig være udenfor al Tvivl, at Meningen med de i Indledningen til Enerets- bevillinger af denne Art brugte stedse tilbagevendende Udtryk netop er og altid har været, at man paa kraftigste Maade ønsker at sikre Staten al Eneret til Be- fordring mellem de paa dens Baner værende Punkter, altsaa ogsaa mellem saadanne, der maatte blive forbundne med private, den direkte Afstand forkortende Bane- linier, og det ses da heller ikke, hvad der skulde have medført, at man netop over for denne Bane maatte ønske at fravige det almindelige Princip. Da der efter Aars-Nibe-Svendstrup Banens Aabning blev Spørgsmaal om at afslaa en Del af Godsledelsen mellem Statsbanernes Stationer paa Strækningen Løgstør-Aalestrup og Aalborg-Hobro til denne Bane, strakte Statsbanerne sig saa vidt, som det overhovedet var muligt og kunde forsvares, ved at afgive Gods- ledelsen fra Strækningen Løgstør-Østrup inkl. mod Aalborg og omvendt, og naar man ikke den Gang, saa lidt som senere, kunde gaa med til en videre Indrømmelse, har det sin Grund i, at den ved Benyttelsen af Privatbanen indvundne Vej- besparelse paa Strækningen Aalborg-Aalestrup (den nærmeste syd for Østrup liggende Station) kun er yderst ringe (9 km), og at det af Driftshensyn vil være ganske urigtigt for denne Vejbesparelse paa en Afstand af 74 km at lade Befor- dringen ske over 2 Baner. Kravet om at faa Godsledelsen fra og til flere Stationer navnlig fra og til Aalestrup — har senere gentagne Gange været fremme; over- for Ministeriet har man herfra for ganske nylig (ved Skrivelse af 23. September f. A., J. Nr. 11 26026, om Stadfæstelse paa forskellige Tillæg til Forbindelses- tarifferne med de nørrejydske Privatbaner) haft Lejlighed til at henlede Opmærk- somheden paa, at Centraldirektionen for Nordjyllands forenede Privatbaner ved at søge Trafiken mellem Aalborg (og Nørresundby) paa den ene Side og Aalestrup paa den anden Side ledet over Aars-Nibe-Svendstrup Banen, i Virkeligheden til- stræbte at faa gjort en Begyndelse paa at trække bemeldte Privatbane ind som et Led i den fra Nordjylland mod Esbjerg og i omvendt Retning gaaende Trafik. Naar dette er den Plan, hvormed Banens Styrelse ligger inde, kan det ikke undre, at man netop ved denne Lejlighed ser bemeldte Bane fremdraget som et fortrinligt Eksempel paa, hvorledes en Bane vil kunne faa Betydning som Led i en gennemgaaende Trafik. Spørgsmaalet bliver blot, om dens Vilkaar egne sig til at begrunde en almindelig Sætning, der skal have Gyldighed for Baner, hvis Virkefelter ikke synes saa helt ensartede. Allerede det andet i Foredraget ’frem- førte Eksempel paa Privatbaner, der kunne faa Betydning for den gennemgaaende Trafik (Frederikshavn-Fjerritslev og Thisted-Fjerritslev Banen) viser nemlig, hvor uensartede de Forhold ere, under hvilke Privatbanernes Opgave ligger. Thi denne sidste Bane staar kun gennem en anden Privatbane (Fjerritslev-Frederikshavns Banen) i Forbindelse med Statsbanerne paa to Punkter, og her — om ellers noget Sted — er der da Anledning for Staten til med den ved Koncessionerne forbeholdte Eneret for Øje at gøre Krav paa sin Bestemmelsesret med Hensyn til, hvilken Del