ForsideBøgerBeretning Om Forhandlinge…e Samfundsklassers Vel

Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

År: 1866

Forlag: Jacob Lunds Boghandel

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 142

UDK: IB 361 Ber

Udgivet ved Foranstaltning af Indbyderne til Mødet

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 152 Forrige Næste
102 der skal være nodt til at give ham Tilladelsen, men man kan endvidere forlange Beviisligheder om, hvorvidt han er fri for Værnepligt, om han har været offentlig straffet, om han har Udsigt til at ernære sig, og naar han, efter med stor Møie at have ind- hentet saadanne Beviisligheder, siger til vedkommende Politiøvrig- hed: „Nu er det i Orden, maa jeg nu nedsætte mig?“ saa kan der efter Loven og efter den Fortolkning af denne, som vort eget Ministerium har opretholdt, siges Nei; man kan altsaa i Hertug- dømmerne slaae Daren ilaas for enhver Udlænding. Det er maa- skee ikke Enhver, der har lagt Mærke til, at man — formodentlig det danske Indenrigsministerium — nu nylig desværre har sluttet en Overenskomst paa Danmarks Vegne med Civilbestyrelsen i Hertugdømmerne, der er af en saa eiendommelig Natur, at man ikke let skal kunne paavise dens Mage. Naar man ellers slutter en Overenskomst eller en Tractat, er det en gængse Forestilling, at der bør erhverves Noget paa begge Sider. „Lige for Lige, naar Venskab skal holdes“, hedder det ellers, men ved den omtalte Tractat er man gaaet frem efter den Melodi: „Først rider jeg og saa gaaer Du, — og saa gaaer Du og rider jeg“. Det er en eiendommelig Tractat, og den er afsluttet i Udtryk, der gjøre det tvivlsomt, om det er den høieste Grad af Naivitet, der har dicteret den eller den høieste Grad af Anmasselse. Den gaaer ud paa at stipulere Følgende: For Fremtiden skal Patentet af 1841, som ovenfor er skildret, og som i sin Tid er givet for at sætte Hertugdømmerne istand til at værge sig mod Tydskland, vendes imod os; for Fremtiden skal den Danske, der vil nedsætte sig i Slesvig eller Holsten, ikke have Adgang dertil uden at opfylde Patentets Bestemmelser. Og, naar Taleren har gjort opmærksom paa, at det er en Hovedting ved dette Patent, at der trods Tilveie- bringelsen af alle Beviisligheder kan siges Nei, og at det er en preussisk Politimester, der i Bieblikket skal afgjøre den Sag, saa behøver han ikke at tilføie, at den Paagjældende vil blive nødt til ad en lang og møisommelig Vei at skaffe alle de Data tilveie, som udfordres. Man kjender ikke Tydskerne her; man gjor sig intet Begreb om, hvormange Udsættelser og Udflugter, de ville kunne finde paa at stille op, og, naar den Paagjældende saa endelig er kommen med en heel Bunke af Vidnesbyrd, saa faaer han endda den Besked, at han ikke kan faae Lov at blive. Have vi selv lært dem, at Patentet kan fortolkes saaledes, saa skulle de nok