Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

101 Hærskarer vandre ind til os fra Tydskland, hører det til de største Kunststykker at bringe disse Personer tilbage til Tydskland. Taleren havde i en Deel Aar været bosat paa det Sted, hvor Hovedrouten gaaer mellem Tydskland og Danmark, og han havde derfor havt Leilighed til at erfare, hvad det vil sige at være Nabo med det vagabonderende Tydskland. Ingen, der ikke har oplevet det, og navnlig ingen Dansk kan gjøre sig nogen Idee om, hvad denne vagabonderende Drift hos den tydske Nation kan føre til. Han vidste af rig Erfaring, hvorledes der flakkes om, hvorledes selv ganske jævne Landmænd flakke om; der er maaskee ikke en Bondekarl i en stor Deel af Nordtydskland, der ikke har gjort en Vandring ind i Hertugdømmerne; men Enhver i Forsamlingen maatte af sin egen Kreds vide, hvorlidet noget Lignende er Til- fælde med danske Bønderkarle. Vi staae værgeløse overfor et Tydskland, der ikke alene er bevæbnet med en Lovgivning af den Art, som er antydet af de to foregaaende Talere, men bevæbnet med en Technik, naar Talen er om Politi, hvorom vi intet Begreb have. Uden at fornærme den danske Politilovgivning eller de Mænd, der haandhæve det danske Politi, turde han sige, at paa dette Gebet ere vi rene Novicer, at i den Grad er den tydske Vandringsmand, Vagabonden som Haandværkssvenden, fortrolig med Techniken i de Sphærer, der her komme i Betragtning, at i samme Uieblik, han sætter Foden paa dansk Grund, i det første Contoir han indfinder sig, mærker han strax, at han staaer overfor Folk, der ikke ere vante til at undersøge saadanne Spørgsmaal eller hævde deres Huusret saaledes, som man gjør i Tydskland. Han vilde tillade sig at knytte sine følgende Bemærkninger til, hvad der var anført af den sidste Taler. Det forholder sig ganske rigtigt som det blev bemærket, at man i Slesvig og Holsteen i Aaret 1841 ansaae det for nødvendigt, netop fordi, som det hedder i Præ- misserne til Loven, den danske Stat var stillet saa ugunstigt og værgeløst, at værge sig overfor Tydskland ved den ommeldte Lov, der giver bestemte Regler for at nedsætte sig i Hertugdømmerne. Ved disse Regler er der den Eiendommelighed, at ikke alene kan der fordres de Betingelser, som bleve antydede af den sidste Taler, og nogle flere, men, hvad der er Hovedsagen, det blev afgjort af vort Ministerium, før vi mistede Slesvig, at om en Udlænding end opfylder de Betingelser, som Loven stiller for at erholde Tilladelse til at nedsætte sig i Hertugdømmerne, følger deraf ikke, at man