Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

107 blevne borte (Stemmer: Nei!) — og man skulde blot vide, hvorledes disse Mennesker forstaae at benytte deres Ophold. De Penge, de fortjene, sende de hjem pr. Post, og, naar de saa selv skulle hjem, have de Intet at reise for, og blive altsaa befordrede for dansk Regning ud af Landet og underholdte hele Veien, hvilket jo er ganske fiffigt af dem, naar vi ville lade os det byde. Men han kunde anføre andre Kjendsgjerninger til Illumination af Anmasselsen og Paatrængenheden paa den ene Side og Godmodigheden fra den anden. Han havde saaledes kjendt en tydsk Døvstum, om hvem det ikke var muligt at oplyse, hvor han hørte hjemme; thi, fordi man kan oplyse den Paagjældendes Fødested, maa man ikke troe, at dette vil vedkjende sig ham. Han havde et lignende Tilfælde med en Sachser, der var sendt op til Jylland, men kom spadserende tilbage til Slesvig, hvor Taleren fik ham anbragt paa bedste Maade. Der blev foranlediget en Undersøgelse om denne Mand, og endelig blev det oplyst, at han havde fra sit 7de Aar til nu, da han var 61 Aar gammel, vandret omkring i hele Nordtydskland, i Preussen og Polen, men aldrig havde havt, hvad Tydskerne kalde „Schlaf- stelle“ paa noget Sted; han kunde ikke siges at have boet eller logeret paa noget Sted, saa at det var umuligt for disse 54 Aar at angive noget eneste Punct, hvor han kunde siges at have havt blivende Sted. Kongeriget Sachsen svarede, at født var han der, det var ganske rigtigt, men det maatte antages, at han havde havt Hjemstavn et eller andet Sted udenfor Sachsen. Han sidder vist endnu i dette Dieblik oppe i Aarhuus. Det er aldeles uberegnelige Summer, som disse Forhold sluge. Men det lader sig rigtignok ikke oplyse ved statistiske Data. Vi beholde mange Fremmede hos os, understøtte mange Tydske mellem Aar og Dag, føde dem og have Udgifter til deres Helbredelse, naar de blive syge, medens der er meget faa Danske af de tilsvarende Stænder, der blive hjælpeløse i Udlandet, og vi faae aldrig en Skilling refunderet, medens man fra tydsk Side aldrig undlader at gjøre Forsøg paa at faae en local Embedsmand til at betale de Regninger, man indsender. Taleren havde altid tappert sagt Nei, og han haabede, at de fleste Embedsmænd gjorde ligesaa, men saameget kunde han dog sige, at betale vi for 100 Tydskere, saa betaler Tydskland ikke for een Dansk, saa at han var overbeviist om, at dette Forhold medfører en colossal Byrde for os. Der var blevet talt om den Maade, hvorpaa man transporterer Fremmede ud af Landet; ogsaa