Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

112 vidste vel, at der hos os var paaberaabt Frihedshensyn mod saa- danne Bestemmelser, men det er urimeligt at forurette sit eget Land, som man skylder at værne om. Den Arbeidskraft, der kom- mer hertil fra Tydskland, kan den trofaste og dygtige danske Arbeider ogsaa præstere, om han end ikke lader sig behandle saa simpelt og hundsk som en Tydsker. Cand. Werenskjold fra Norge ønskede blot at supplere Justitsraad Jørgensens Bemærkninger med den Oplysning, at man i 1845 i Norge fuldstændigt har opgivet Betten til at sende enten en dansk eller en svensk eller en tydsk Mand hjem, naar han har erhvervet Hjemsted i Norge, hvis en saadan Bet ellers overhovedet har existeret. Naar en Mand har tilbragt 2 Aar i Norge, saa har han Hjemstedsret og kan da aldrig hjemsendes. Man gaaer saa vidt i den Henseende, at har en Udlænding først erhvervet Hjemstedsret, og han derefter reiser til Udlandet og saa kommer tilbage til Norge, bliver hans tidligere Hjemstedsret respecteret. Skolebestyrer Sclineeklotli kunde ikke lade en enkelt Sætning, der var fremkommen, staae uimodsagt hen. Contoirchef Bruun havde fremhævet, at naar en dansk Qvinde gifter sig med en Udlænding, og Udlændingen sendes bort, skal den danske Qvinde tilligemed sine Bern have forbrudt sin Bet til at forsørges her. Denne Eet, mente han, var af en saadan Betydning, at Intet kunde tilintetgøre den. Hvad vilde man sige, dersom en norsk Qvinde blev gift i Norge eller i Sverrig med en dansk Mand, og denne henvendte sig til Fattigvæsenet, om saa Qvinden blev sendt tilbage til Danmark tilligemed Manden. Qvindens og Mandens Stilling er i og for sig saa uligeartet, at deres ægteskabelige For- bindelse ikke kan angribe Qvindens helligste Eet, som er den, at hun har sit Fødeland, fra hvilket Ingen kan skille hende. Han havde ikke kunnet undlade at fremhæve dette Punct, der griber dybt ind i de almindelige sociale Forhold. Pastor Schau vilde henstille, om der ikke efter alle de Ud- talelser, der vare faldne, skulde være Anledning til at fatte en Eesolution over det foreliggende Spørgsmaal. Naar den stedfundne Discussion skulde have nogen Betydning, maatte den søges deri, at den kunde give Impuls til, at der udkom en ny Lov om disse Forhold.