Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

6 temmelig klart for de Allerfleste af denne Forsamling. Jeg mener nemlig, at der er ikke andre Hovedmidler end disse: Frem i hele Samfundet sand Gudsfrygt, rene Sæder, Flid, arbeidsom Tarvelig- hed og Retsind! Jo længere vi naae frem paa denne Vei, des nærmere komme vi det Maal, vi stræbe hen til. Nu er det paa ingen Maade min Mening, at ikke de tidligere Tider have udrettet endogsaa overordentlig Meget i den Retning, Mere end man ofte vil indrømme; men jeg troer dog, at Ingen skal modsige mig, naar jeg udtaler, at der er overordentlig Meget endnu at gjøre. De Begreber eller Hovedtræk eller Hovedideer, hvortil jeg saaledes har tilladt mig at henvise, ere tydelige og bestemte, og jeg behøver ikke at forklare dem. Kuh er der eet Punct, som jeg dog ønsker at dvæle et -Ødeblik ved, fordi jeg gjerne vil have, at man skal forstaae min Tankegang. Jeg sagde: Frem sand Gudsfrygt! Hvorledes skulle disse Ord forstaaes? Jeg vilde na- turligviis med stor Glæde hilse en sand gudsfrygtig Muhamedaner velkommen i denne Forsamling. Endnu hellere hilser jeg enhver mosaisk Troesbekjender velkommen her, og hvad disse Sidste an- gaaer, vil jeg tilfoie, at jeg idetmindste ikke kjender nogen af Old- tidens Lovgivninger, som i høiere Grad end den mosaiske søgte at fremme den Fattiges Tarv eller, om man hellere vil. at fore- bygge Fattigdommen. Jeg vil lægge til, at vi Alle vide, at det mosaiske Samfund her i vor Midte med stor Omhu sørger for sine Fattige. Men uagtet jeg saaledes med velberaad Hu har sagt: Frem sand Gudsfrygt! og ikke: Frem sand christelig Gudsfrygt, vil jeg tillige tilstaae og erklære, at den Gudsfrygt, jeg fremfor Alt stoler paa som Middel til at fremme 'vort Formaal, er den christelige Gudsfrygt og den christelige Religion; thi det er den, som først har lært Verden, hvad Betydning og Værd der tilkommer Mennesket som saadant, og jeg føier til, at det er den, som har fremstillet for os et Exempel paa altopoffrende Kjærlighed, et Ex- empel til Efterfølgelse og Efterligning, som vi vel aldrig kunne naae, men som vi tilvisse altid skulle have for Øie. — Siger nu Nogen til mig: „Du er ikke berettiget til at bruge Religionen som Middel til at fremme Almeenvellet, Du skal opstille Religionen som et eget Formaal“, saa svarer jeg dertil: „Jeg erkjender ikke, at man har ganske Ret heri, jeg seer ikke, at der er noget Urig- tigt i at bruge den christelige Religion til at fremme christelige -Øjemed. Men vil man, at jeg kun maae opstille den som Formaal,