Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel
År: 1866
Forlag: Jacob Lunds Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 142
UDK: IB 361 Ber
Udgivet ved Foranstaltning af Indbyderne til Mødet
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
119
Det der maatte være Opgaven ved Undersøgelser angaaende
Fattigvæsenet, var at formindske Fattigdommen, men om
man ogsaa forlængede Tiden for Erhvervelse af Forsørgelsesret, saa
vilde Nøden blive accurat den samme, og man opnaaede kun at
kaste Byrden over paa Andre, uden at det kunde godtgjøres, at
der var større Skjel til at paalægge dem denne Byrde. Taleren
mente endogsaa, at der er meget mindre Skjel dertil. De Betragt-
ninger, han havde anført, havde ledet ham til den Anskuelse, at
der ikke ber være Tale om at forlænge den Tid, som blev fastsat
i 1839 som Termin for Erhvervelse af Forsørgelsesret paa et andet
Sted, men at der snarere var Anledning til at gaae den modsatte
Vei. Han troede, at der var saa store Ulemper forbundne med
det Bestaaende, at der med Grund kunde spørges, om man ikke,
ligesom man i 1839 forlængede Tiden, nu maaskee kunde forkorte
den. Han havde havt Leilighed til at see Meget.af Fattigvæsenet og
af Administrationen af de Fattiges Forsørgelse, og det havde været
saa forunderligt for ham, da han begyndte sin Virksomhed i denne
Retning at see, hvorledes man først og fremmest lagde Vægt paa
at faae undersøgt, hvor den Fattige var forsørgelsesberettiget, og
hvem der altsaa skulde betale Hjælpen; mindre derimod paa at
gaae tilbunds i det, det egentlig maatte komme an paa, om nemlig
den Fattige var trængende og hvorledes han bedst kunde hjælpes.
Man saae vel, at Fattigvæsenet kostede Meget, men man var til-
bøielig til at berolige sig ved, at en Deel af Udgiften skulde
erstattes andetstedsfra. Ved dette Refusionsvæsen kom der desuden
en forunderlig Dobbelthed frem i Forsørgelsen. Man havde
fremmede Fattige, og man havde sine egne. Undertiden sagde
man da: „det er Fremmede, dem ville vi ikke være saa haarde
imod, da deres eget Hjemsted betaler Hjælpen.“ I andre Tilfælde
vilde man gjerne give Understøttelse til en Familie, som man
fandt trængende, men Hjemstedscommunen vilde ikke yde Hjælpen,
eller ikke saamegen Hjælp, og man maatte da give den mindre,
end man syntes, at den burde have, og mindre, end man gav sine
egne Fattige. Vilde man dernæst virke for det frivillige Fattig-
væsen, som havde fundet saa mange Talsmænd i Forsamlingen, saa
maatte man være betænkt paa at indskrænke den Tid, der udfordres
for at faae Forsørgelsesret, og komme bort fra denne Bestræbelse
efter at faae Understøttelsen refunderet; thi det er det frivillige
Fattigvæsens Opgave at understøtte de Trængende, uden at de