Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

119 Det der maatte være Opgaven ved Undersøgelser angaaende Fattigvæsenet, var at formindske Fattigdommen, men om man ogsaa forlængede Tiden for Erhvervelse af Forsørgelsesret, saa vilde Nøden blive accurat den samme, og man opnaaede kun at kaste Byrden over paa Andre, uden at det kunde godtgjøres, at der var større Skjel til at paalægge dem denne Byrde. Taleren mente endogsaa, at der er meget mindre Skjel dertil. De Betragt- ninger, han havde anført, havde ledet ham til den Anskuelse, at der ikke ber være Tale om at forlænge den Tid, som blev fastsat i 1839 som Termin for Erhvervelse af Forsørgelsesret paa et andet Sted, men at der snarere var Anledning til at gaae den modsatte Vei. Han troede, at der var saa store Ulemper forbundne med det Bestaaende, at der med Grund kunde spørges, om man ikke, ligesom man i 1839 forlængede Tiden, nu maaskee kunde forkorte den. Han havde havt Leilighed til at see Meget.af Fattigvæsenet og af Administrationen af de Fattiges Forsørgelse, og det havde været saa forunderligt for ham, da han begyndte sin Virksomhed i denne Retning at see, hvorledes man først og fremmest lagde Vægt paa at faae undersøgt, hvor den Fattige var forsørgelsesberettiget, og hvem der altsaa skulde betale Hjælpen; mindre derimod paa at gaae tilbunds i det, det egentlig maatte komme an paa, om nemlig den Fattige var trængende og hvorledes han bedst kunde hjælpes. Man saae vel, at Fattigvæsenet kostede Meget, men man var til- bøielig til at berolige sig ved, at en Deel af Udgiften skulde erstattes andetstedsfra. Ved dette Refusionsvæsen kom der desuden en forunderlig Dobbelthed frem i Forsørgelsen. Man havde fremmede Fattige, og man havde sine egne. Undertiden sagde man da: „det er Fremmede, dem ville vi ikke være saa haarde imod, da deres eget Hjemsted betaler Hjælpen.“ I andre Tilfælde vilde man gjerne give Understøttelse til en Familie, som man fandt trængende, men Hjemstedscommunen vilde ikke yde Hjælpen, eller ikke saamegen Hjælp, og man maatte da give den mindre, end man syntes, at den burde have, og mindre, end man gav sine egne Fattige. Vilde man dernæst virke for det frivillige Fattig- væsen, som havde fundet saa mange Talsmænd i Forsamlingen, saa maatte man være betænkt paa at indskrænke den Tid, der udfordres for at faae Forsørgelsesret, og komme bort fra denne Bestræbelse efter at faae Understøttelsen refunderet; thi det er det frivillige Fattigvæsens Opgave at understøtte de Trængende, uden at de