Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

126 Cancelliraad Plockross formaaede ikke at indsee, at der vilde være nogen Forskjel mellem Familier og Tjenestefolk i saa Henseende. Cand. theol. Chr. Müller bemærkede med Hensyn til Cand. Friederichsens Udtalelser om Centralisationen i England, at vi ogsaa have en Centralisation her, forsaavidt vi have Sindssyge- anstalter, der ere oprettede for hele Amtscommuner og Daare- anstalter for hele Stifter. Dette er nødvendigt for ikke at trykke den enkelte Commune for stærkt. Men i de her berørte Forhold maa man stille sig saa localt som muligt. Hvad det sidst berørte Spørgsmaal angik, troede han, at der vilde blive færre Hjemsen- delser, naar der er en lang Tidsfrist. Det er i denne Henseende nødvendigt enten at gaae dybt ned eller høit op, thi, sættes Fristen kun til eet Aar, saa vil der ikke være Leilighed til at udføre Hjemsendelser uden i ganske specielle Tilfælde, og sætter man flere Aar, saa kan man ikke plisse saa nøie paa samme. Nu vil det i Almindelighed vise sig, at man passer paa SAarsdagen som en sand Glædesdag. Cand. polit. Friedericlisen meente at den sidste Taler havde gjort sig skyldig i en Misforstaaelse. Det maa vistnok er- kjendes, at jo kortere Fristen sættes, desto færre Hjemsendelser bliver der, og dette er aldeles gjennemgaaende. Det var ogsaa ham umuligt at indsee, at der kunde opstilles nogen Forskjel imellem Tjenestefolk og Familier i denne Henseende. Pastor darde fremhævede, at der er eet Punct i denne Sag, som ikke var omtalt, og som taler for en Forlængelse. Han havde tidligere udtalt sig for en Forlængelse, men var nu bleven noget tvivlraadig. Naar et Menneske har været henved 5 Aar paa eet Sted, lægges der ham ofte Hindringer i Veien for at blive der de fulde 5 Aar, og saa bliver et saadant ulykkeligt, af Næringssorger nedbøiet Menneske ofte stødt bort, hvor han kommer. Vil han have Arbeide et Sted, bliver han viist bort, mangen Gang kan han ikke faae Huusly, ikke at tale om, at man undertiden søger at paatvinge ham Fattigunderstøttelse underhaanden, for at faae den refunderet og saaledes blive fri for ham. Dette er noget af det mest Forargelige, der finder Sted, og det tynger umaadelig haardt paa de Fattige. Det bør derfor ikke være uomtalt ved denne