Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

127 Leilighed, og det var især dette Forhold, han havde havt for Die, da han udtalte sig for en Forlængelse af Fristen. Derimod inaatte han være fuldkommen enig i, at Hjemsendelserne blive forøgede, naar der indtræder en saadan Forlængelse og Fødestedet saaledes bliver det Afgjørende. Det Naturlige vilde være, at der aldeles ikke var nogen Termin, og at Opholdsstedet var det Afgjorende, men Ulykken er, at det kan ikke indføres, saalænge man har det tvungne Fattigvæsen, thi enkelte Sogne ville da blive overbebyrdede. De Sogne, der ere gode mod deres Fattige, ville nemlig efterhaanden faae Tilstrømning fra alle Sider af Folk, der ere trængende. For at værne om disse gode Sognes Ret er det altsaa absolut nød- vendigt, at der er en Termin. Naar han i den senere Tid var kommen bort fra den Mening, at Terminen burde forlænges, saa støttede lian sig paa Forhandlingerne i Viborg Stænderforsamling og paa Motiveringen i Collegialtidenden af Bestemmelsen af 1839 om de 5 Aar. Det er der udtalt, at navnlig de Sogne, der ligge tæt ved en Kjøbstad, ville komme til at lide umaadeligt ved en Forlængelse, idet de, som Cancelliraad Plockross havde gjort op- mærksom paa, vilde faae saadanne Personer, der som unge vare dragne ind i Kjøbstaden, tilbage som forarmede Mennesker, efter at de havde været i lang Tid i Kjøbstaden, men ikke saalænge som det var nødvendigt for at skaffe sig Hjemstedsret der. Derfor turde han ikke tilraade en Forlængelse, men en Forkortelse fandt han ogsaa utilraadelig, saa at han helst vilde blive staaende ved de 5 Aar. Han vilde imidlertid henstille til Forsamlingens Over- veielse, om der ikke ved Lov kunde træffes Foranstaltning til at forhindre de afskyelige og forargelige Hjemtransportationer, om der ikke kunde sættes en Grændse for Retten til at forlange en Person sendt hjem, saaledes at denne Ret gjordes afhængig af, at Under- støttelsens Beløb havde naaet en vis Størrelse. Nu er Forholdet jo saaledes, at naar en Person har faaet blot 3 Mark om Ugen i Understøttelse paa Opholdsstedet, kan Hjemstedscommunen for- lange ham sendt hjem strax, den kan sige, at en Person enten Intet skal have, eller han skal hjem. Det er ubilligt, og det mis- bruges ofte til at forhindre Understøttelser; sædvanligt trække nemlig de Paagjældende sig tilbage og sige, at de heller ville hjælpe sig selv. Et andet Tilfælde, hvor Hjemsendelsen er høist forargelig, er naar en Mand er død, og hans Enke og Børn sendes til en vildfremmed Commune, hvor han har været forsørgelses-