Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

131 her i Forsamlingen oftere er blevet berørt, at det er yderst van- skeligt at afgjøre Forskjellen mellem de værdige og uværdige Fattige. Jeg kan ikke tænke mig andet, end at Bestemmelsen af Forskjellen mellem Fattige og Tiggere maa rette sig efter, hvilken Forestilling vi ville danne os om det Bestemmende i dette For- hold. En Begrebsbestemmelse er det stedse saare vanskeligt i alle Livets Forhold at give; men en Forestilling maa der dog kunne dannes om Grændsen mellem Fattigdom og Tiggeri, og jeg maa da mene, at der er ikke anden Grændse end en sædelig; saasnart den er overskreden, saasnart Mennesket er traadt ind over denne Grændse, hvilket skeer, naar det har tabt sin sædelige Selvagtelse, saa træder han eller hun ind i et Tiggerliv, i en Tiggerstat, kunde jeg sige, der omfatter, som jeg før sagde, alle Samfundsclasser. Man har Brevtiggere, pyntede Tiggere, pjaltede Tiggere, Dørtiggere o. s. v. i det Uendelige. Saasnart den sædelige Grændse er over- skreden, naar et Menneske har tabt Agtelse for at leve selvstændigt, eller med andre Ord, saasnart Fattige have overgivet sig til Haab- løshedens og Ladhedens Magter, saa blive de Betlere. Saasnart Nogen begynder at ville leve det Liv, hvor Erhvervs- kilden, Dagsgjerningen er at gjøre Fordring til Andres Pung, hvor Arbeidet er at betle og at bede, saa er Tiggeriet tilgangs og den Paagjældende synker hen under de usædelige Magter, der udfolde sig med en ganske frygtelig Kraft, og er han først kommen derunder, saa gaaer det Skridt for.Skridt nedefter til den dybeste Elendighed. Hvad der netop har drevet mig til afsætte en tyk Streg under det Spørgsmaal, der nu er under Forhandling er, at det saa ofte har rystet mig, naar jeg har seet, hvorledes Mennesker, der først have været ærlige Fattige, efterhaanden ere sunkne dybere og dybere, indtil Grændsen er overskreden, den sædelige Grændse, hvorefter de ikke længere betragtes som Værdige blandt de Fattige. Vi bør altsaa først være opmærksomme paa, at der er en bestemt Grændse, og at det er i det.sædelige Liv, vi skulle søge Grændsen, dernæst bør vi agte paa, at det er hele Samfundets sædelige Til- stand, hvorpaa Tanken maa rettes. Jeg troer derfor.at kunne be- tegne Tiggeriet, ikke blot lignelsesviis, men ved et Slags Begrebs- bestemmelse, som den meest ondartede Skikkelse af Fattigsyg- dommen. Forhandlingerne ere her førte ind, navnlig igaar, paa den Grund, hvor jeg helst vil staae, at man har taget det christe- ligt Syn paa Livet med. og jeg vil sige, at mit christelige Syn paa 9*