Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

141 Under Discussionen blev bemærket, at ikke alle Fattigbestyrelser her i Landet have den fornødne Kjendskab til, hvorledes de have at forholde sig, naar Udlændinge blive trængende. En streng Fortolkning af vore Love maatte maaskee kunne medføre, at enhver Udlænding, hvor længe han end havde opholdt sig i en Commune her i Landet, maatte, naar han blev træn- gende til offenlig Fattighjælp, kunne hjemsendes; men det erkjendtes tillige, at der gjennem administrative Afgjorelser ved Regjeringen havde dannet sig den bestemte Praxis, at ingen Udlænding, der havde opholdt sig saa længe i en Commune, som en lIndlænding behøvede for at vinde Forsørgelsesret, kunde hjemsendes. Nu meente man vel, at enhver Udlænding i Almindelighed fremdeles burde have fri Adgang til Danmark og endog have Ret til at nedsætte sig her, men paa den anden Side ansaae man det for en ufravigelig Fordring, at der burde finde en streng Reciprocitet Sted, saa at enhver Dansk paa samme Maade kunde nedsætte sig i Udlandet. Den bestaaende Praxis har imidlertid ikke rettet sig efter dette Princip, hvilket medfører en trykkende Byrde for Danmark, og det maatte derfor ansees ønskeligt, at en Ordning i den antydede Retning fandt Sted. Skjendt det nu var correctest, at en saadan Ordning blev almindelig, er der dog flere Lande, fra hvilke Indvan- dringen hertil er saa liden, at den Byrde, som muligen paalægges Danmark, ikke giver Anledning til nogen særegen Klage; — derimod antog Forsam- lingen, at det var paatrængende nødvendigt, at Forholdet blev ordnet med Hensyn til Norge, Sverrig og Tydskland, samt at ogsaa Forholdene i Schweitz gjorde en Ordning ønskelig i den omtalte Retning. Medens Forsamlingen saaledes meente, at en absolut Reciprocitet burde følges, blev det tillige erkjendt, at denne Reciprocitet maatte erhverves paa forskjellig Maade. Den ønske- ligste Fremgangsmaade vilde være, om Forholdet mellem Rigerne kunde ordnes ved en Overeenskomst mellem de forskjellige Regjeringer, og en saa- dan troede man at kunne opnaae mellem Danmark paa den ene Side og Norge og Sverrig paa den anden Side. Under Discussionen blev det udtalt, at Retten til at forblive i det fremmede Land antoges ikke at burde begrundes paa, om Vedkommende havde vundet Forsørgelsesret i en enkelt Commune, men derimod paa, om han havde opholdt sig i et længere Tidsrum, f. Ex. 10 Aar i hele Landet, og dernæst blev det yttret, at der, naar der var Spørgsmaal om Familiers Hjemsendelse, burde tages tilbørligt Hensyn til, at man paa den ene Side ikke krænkede Familiebaandet, og paa den anden Side lod Fødestedet være det gjældende. Med Hensyn til Tydskland stillede Sagen sig derimod paa en anden Maade, da det ansaaes utænkeligt, at man vilde kunne opnaae en Overeens- komst med dette Lands mange Stater, der saa sikkert have garderet sig med det „Heimathsschein,“ som forlanges af enhver Udlænding, der vil nedsætte sig der. Det udhævedes, at medens ingen Dansk kan nedsætte sig i Tydsk- land, uden han herfra erhverver det fornødne „Heimathsschein“, staaer det enhver Tydsker frit for at indvandre og nedsætte sig her i Landet; — en