Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

47 da faae de Uværdige udskilte? Hvem ere de Værdige? Det er forst de Gamle, som ikke kunne arbeide, og dernæst Børnene, som heller ikke kunne arbeide; men til disse 2 Classer, der af person- lige Grunde ikke kunne arbeide, vilde han føie en 3die Classe, dem nemlig, som af sociale Grunde ikke kunne arbeide, dem som ikke kunne arbeide, fordi de ikke kunne faae Arbeide. Ogsaa disse Sidste ere efter hans Mening fuldkomment berettigede til at faae Hjælp af det Offentlige. Der er vel dem, der sige, at disse skal Staten ikke befatte sig med, fordi de ere arbeidsføre, men det kan han ikke ansee for rigtigt. De, der ville arbeide, men af sociale Grunde ikke kunne faae Arbeide, mener han, at det Offentlige og- saa bør sørge for. (Stemmer: Nei, Jo.) Vor Grundlov taler idet- mindste for den Mening, han har udtalt. Det er altsaa alle dem, der ikke kunne arbeide, som skulle hjælpes, men de, der ikke ville arbeide, skulle afvises. Men hvorledes skal man nu gjøre denne Adskillelse? Efter hans fulde Overbeviisning vil ikke den kjærligste og omhyggeligste Bestyrelse kunne adskille dem, hvor let det end er at gjøre denne Adskillelse paa Papiret. Kommer et Menneske til En og begjærer Hjælp, saa kan man i sit Hjerte være fuldt overbeviist om, at han hører enten til den ene eller til den anden Classe, men hvor er Grændsen, naar det udvortes skal afgjøres? Ingen er absolut uvillig eller absolut udygtig; man udsættes saa- ledes for idelige Misgreb. Det eneste Rigtige er derfor at lade Vedkommende dømme sig selv derved, at man tilbyder ham Arbeide. Kommer en Mand og klager, at han Intet kan fortjene, saa maa Bestyreren af et Fattigvæsen, naar han veed, at der er Trang til- stede, hjælpe ham, selv om han er fuldkommen overbeviist om, at Manden taler usandt. Kan man derimod sige til ham: „Her er Arbeide, tag fat paa det, fortjen dit Brød dermed,“ saa kan han med frelst Samvittighed føie til: „Vil Du ikke, saa trænger Du ikke.“ Det kommer altsaa an paa at skjelne mellem de Værdige og Uværdige, og det kan kun skee ved at tilbyde Arbeide. Spørges der nu, hvorledes skal det Arbeide tilbydes, saa veed Taleren ingen bedre Form end Arbeidshuse. Naar han har tilraadet at optage baade Gamle og Bern i Arbeidshuset, saa er det ikke, fordi han mener, at dette nærmest skal være til for deres Skyld; han vilde hellere have særskilte Pleie- og Opdragelsesanstalter, men han tager dem med, for at ikke Anstalterne skulle omfatte altfor store Di- stricter, thi det er Synd at tage de Gamle bort fra deres Sogn og