Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

46 det jo være heldigt,' naar der tilbød sig en Mængde af frivillige Kræfter, naar der tibød sig saamange Mænd og Qvinder til Be- styrelsen af „de Fattiges Kasse,“ at de kunde fordele Arbeidet saa- ledes imellem sig, at hver kun havde 3 eller 4 Familier at see til. Saaledes er det i Skotland og i Elberfeld og paa den Maade kan der udrettes Noget. Men her er Tiden neppe endnu kommen til, at vi kunne opgive den tvungne Fattigforsørgelse og overlade Alt til den frie Forsørgelse. Der er rigtignok blevet gjort et bestemt Forslag i denne Retning, idet man bestemt har udtalt, at nu var Tiden kommen, og man skulde blot ophæve alle Tvangslove, saa skulde den Fattige nok finde Forsørgelse i den frie Barmhjertighed; man skulde overgive ham, ikke til Hunger og Død, men til Med- menneskers Kjærlighed og det skulde ikke slaae feil. Ja Gud give det! Men han vilde dog spørge de her Forsamlede, der vare fra forskjellige Egne, om de turde bringe det Vidnesbyrd, at Kjærlig- heden i Landet er en saadan, at vi tor vove at ophæve det tvungne Fattigvæsen? (Stemmer: Nei, Nei.) Han turde heller ikke tilraade det; men naar det nu er Tilfældet, saa gjælder det altsaa om at or- ganisere det tvungne Fattigvæsen paa en saadan Maade, at det kan svare til sin Hensigt. Hensigten med det tvungne Fattigvæsen er at hjælpe de værdige Fattige, ikke de uværdige. Som Forholdene nu ere, lyder der Klager fra hele Landet over Fattigvæsenet; der er Misfornøielse rundt omkring. Der er Misfornøielse iblandt Giverne eller rettere — thi der er ingen Givere længere — iblandt Yderne; der er Misfornøielse iblandt de Fattige, der modtage, hvad der bydes dem, uden Taknemlighed, med kolde Hjerter og med Utilfredshed over, at de ikke faae saameget, som de ville have. Dette forekom ham at være en ussel Tilstand. Provst Stochholm havde yttret, at saaledes som Lovene ere, kunne de godt benyttes. Dette skulde han heller ikke benægte; han meente just ikke, at Lovene væsentligt skulde forandres, men saameget var vist, at det System, som nu var fulgt i saa lange Tider, var blevet brugt saa- ledes, at hvad enten det nu var Bestyrelsens Skyld, eller Skyl- den laae hos Andre, var det hverken til Gavn eller Velsignelse, men tvertimod bragte det Skade og avlede Misfornøielse. Han meente derfor, at hvad der forst og fremmest maatte gjøres, var at skjelne mellem de forskjellige Classer af Fattige. Hvad der klages over, og hvad der er Grunden til den hele Misfornøielse, er, at der gives saameget ud til Uværdige. Hvorledes skulle vi