Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

45 Stemme: Det er et Ombud). Det var nok muligt, at det kunde blive betragtet som et Ombud, men en Forandring af Loven kunde dog neppe udrette Noget i denne Henseende, og navnlig kunde det ikke hjælpe, at Loven fordrede flere Bestyrere. Men hvad der skulde skee, var Noget, der laae udenfor Lovgivningen. Det er ikke den borgerlige Lov, der her kan hjælpe, men det er den christelige Kjærligheds Lov, som man skal skaffe Indgang, og, kan det ikke naaes, kunne vi ikke slutte os sammen i en heel Række af Mænd og Qvinder fra den ene Ende af Landet til den anden, saa er der ikke Andet at gjøre end at pakke flere ind i Fattig- husene, naar man er nedt dertil, søge at finde skikkelige Mennesker paa Landet, hvor man kan anbringe Børnene, lade Præster og Andre have Indseende med, at det gaaer saa godt som muligt, række Arbéideren en Haand, naar han begynder at forfalde, og sørge for, at han ikke synker dybere. Men det er dog Altsammen Noget, der ikke kan sammenlignes med den Tilstand, der vilde komme frem, naar den, som blev trængende og kom i Nød, kunde hjælpes saa betimeligt op, at han kunde sige: „Jeg har aldrig havt Noget med Fattigvæsenet at gjøre.“ Pastor Lundt havde anført et Exempel i denne Retning, og saadanne Exempler vare ikke saa usædvanlige, men det gjaldt om at gjøre dem endnu hyppigere. Pastor Luudt bad fastholdt, at han ved det omtalte Exempel kun havde havt værdige Trængende for Die. Pastor Garde fandt sig foranlediget til at tage Ordet, da han var bleven nævnt som den, der har anbefalet det haarde Arbeids- system, og han grumme nødig vilde staae som den, der anbefalede „det Haarde.“ Han var fuldkommen enig i, hvad Provst Bendix havde anført om det -Ønskelige i at fremkalde en fri Fattigfor- sørgelse, og han havde aldrig anbefalet det haarde Fattighuussystem som det, der først skulde tænkes gjennemført. Han havde ingen- lunde opstillet det som et Hovedforslag, der i sig selv skulde være udtømmende. Han havde udtrykkelig som Maalet for Fattigvæsenets Ordning fremhævet Udviklingen af den frie Fattigforsørgelse paa Grundlag af Loven om „de Fattiges Kasse.“ Ville vi gaae ud fra den, kunne vi med Guds Hjælp ogsaa faae den frie Forsørgelse alvorligt udviklet her i Danmark. Naar der kom Velsignelse til, og der blev store Midler at raade over, kunde den tvungne Fattig- forsørgelse maaskee endog blive aldeles overflødig. Navnlig vilde