Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

44 Umulighed, i kort Tid kunne udvikle sig og fremstaae som noget Virkeligt. Saaledes ere vi forpligtede til ikke at opgive Tanken om at komme bort fra al Tvang, saaledes som den finder Sted under Fattiglovgivningen, og forpligtede til at arbeide hen til Fri- hed. Det er ganske vist det, som Vor Herre tilsigter, thi hvor Vor Herres Aand er, der er der Frihed, han har testamenteret Alle sin Kjærlighed, den Fattige, som den, der klæder og under- stotter ham, den Syge, som den, der besøger og hjælper ham, og dermed har han givet et Exempel for sin christelige Menighed. Taleren kunde kun gaae ud fra den Forudsætning, at vi ere Christne. Han kunde vel forstaae, at der kunde findes smukke, humane, milde Tanker ogsaa hos andre Troesbekjendere. Naar de ere ind- ordnede under den borgerlige Lovgivning i et christeligt Samfund, ville de som gode Borgere række Haanden til Foretagender, del- ledes af en saadan Aand, men han kunde ikke tale anderledes end som Christen, og han vilde da sige, at naar der skulde udrettes Noget, saa maatte man arbeide paa at opmuntre hinanden og frem- kalde en Tilskynden, der kan udbrede sig i videre og videre Kredse og samle Mænd og Qvinder til en frivillig Fattigforsørgelse. Det var egentlig det Eneste, man i denne Forsamling kunde tænke paa, thi deri maatte han være enig, at saalænge vor Fattiglovgivning skal lempe sig efter Forholdene, som de ere, er der ikke Stort at ændre paa den. Det gjælder kun om, at Kjærligheden kan arbeide sig frem saaledes, at man lærer at forstaae, at naar man vil virke i Vor Herres Aand, saa er det den frie Kjærlighed, der skal virke igjennem os. Han havde tænkt sig, at dette var et af de væsent- ligste Diemed for en Forsamling af Mænd og Qvinder som den nærværende, og han troede, at der kunde gjores en lieel Deel i denne Retning. Der var peget hen paa „de Fattiges Kasse.“ Han skulde ikke dvæle ved den Indvending, som var fremført af Provst Stochholm selv, at der ikke er Meget i den Kasse; derimod vilde han bemærke, at enten den ene eller den anden Valgmaade blev fulgt, vilde det ikke gjøre Stort til Sagen, og navnlig kunde han ikke være enig i, at der ikke ved de Valg af Bestyrere, der nu finde Sted, bliver taget Hensyn til de Paagjældendes Interesse fol- de Fattige, thi hvad skulde der da blive taget Hensyn til. Naar der skal vælges en Bestyrer af „de Fattiges Kasse“ paa Landet, saae man sig dog vistnok om for at finde en eller anden god Mand, som man meente kunde have nogen Interesse for den Sag; (en