Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

43 forældre kunne komme til at elske de Bovn, der ere betroede dem. Hvor ofte skeer det ikke, naar et saadant uægte Barns Moder bliver gift og man saa siger til hendes Mand: „Nu skal Du forsørge Barnet“, og han da vil tage det hjem til sig, saa hører man Pleie- forældrene sige: „Nei hellere ville vi beholde det for slet Intet“. Der er Kjærlighed i hele Menneskelivet, ogsaa under disse Forhold, og med denne Kjærlighed i Familielivet faae Børnene en heel anden Retning, end de ville faae i et Arbeidshuus, skjønt der ogsaa ganske vist kan udvikle sig noget Uheldigt af Forsørgelsen hos Pleieforældre. Skjøndt der saaledes var Noget, hvori han ikke kunde være enig med Provst Stockholm, var han dog fuldstændig enig deri, at Fattig- anstalter kan han kun betragte som Tvangsanstalter. Da han derfor paa Dagsordenen saae Spørgsmaalet om Arbeidsanstalter, satte han i sine Tanker „Tvangs“ foran, idet han troede, at der kun skulde tales om Tvangsarbeidsanstalter, forsaavidt de ikke al- deles kunne undværes. Ham forekom det, at enhver Anstalt, hvor man siger til en Mand: „Naar Du ikke kan erhverve dit Udkomme, skal Du herind og ikke som en fri Arbeider, men som et tvungent Menneske, Du skal have Lov til at sye Sko, hvis Du er vant dertil, men Du er tvungen til at gjøre det“ — enhver saadan Anstalt er en Tvangsanstalt, naar den ikke blot er knyttet til Fattigforsørgelsen som en Pleieanstalt. Han kunde ikke være enig med en fore- gaaende Taler i, at ikke Fattiganstalter og Pleieanstalter kunne lade sig forene for saadanne fattige Mennesker, der ikke have Understøttelse paa anden Maade. De skulle ikke benyttes som Opdragelsesanstalter, men vel som Pleieanstalter.! Taleren vilde derefter yttre et Par Ord om det andet Spørgs- maal, hvorvidt vi paa Kjærlighedsgebetet skulle sørge for at bringe en større Virksomhed frem. Naar Provst Stochholm havde meent, at den gamle christelige Tilstand, hvor Menigheden frivilligt sørgede for sine Fattige eller rettere, hvor der ingen Trængende var, er et uopnaaeligt Ideal, fordi Forholdene have forandret sig, og Kjærlig- heden er bleven kold, og naar han syntes ligesom at være bleven forskrækket herover og at mene, at Arbeidet ikke kan fores fremad igjen og at der selv i et langt Tidsrum ikke vil kunne gjøres Noget i den Retning, saa vilde han svare hertil, at det vel har sin fulde Rigtighed, men er Tanken rigtig, saa modnes den i al Stilhed som al anden Væxt, der voxer under Vor Herres Die, og naar Tidens Fylde kommer, vil det, man har anseet for en complet