Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

61 thi disse sagde: „Jeg vil gjerne paatage mig Arbeide, selv om det er heelt forskjelligt fra, hvad jeg pleier at beskjæftige mig med, naar jeg blot kan faae hvad jeg Savner,“ men de Andre sagde: „Nei, kan jeg ikke faae andet Arbeide, saa vil jeg skjøtte mig selv.“ Saaledes kunde man hjælpe den, der vilde arbeide, og skræmme den, der ikke vilde det. Bogtrykker S. B. Salonion bad om Tilladelse til at begynde med en personlig Bemærkning. Det kunde neppe være Borsamlingen ubekjendt — og de, der ikke kunde see det, vilde ialtfald nu erfare det — at Taleren var Jøde, Han fandt sig foranlediget til denne Bemærkning ved den Yttring fra forskjellige Taleres Side i det foregaaende Møde, at Fattigvæsenet skulde være at begrunde som en ehristelig Institution; en enkelt Taler havde endogsaa, som det forekom ham, sagt, at man kun kunde modtage Understøttelse fra den christelige Kjærlighed. Herimod maatte han bemærke, at han just som Jøde troer at opfylde en Mission, og at han troer, at Jøderne som saadanne have den Mission ifølge deres Religion at udøve Velgjørenhed. Det er en Hovedsætning i Jodens Religion. Kommer en Trængende til ham, saa spørger han ikke: „Er Du værdig?“, men han spørger: „Er Du trængende?“, og er han det, saa gives der ham rigeligt. Derfor er det nu saaledes i den jødiske Menighed, som det er blevet sagt, at det var i den første christelige Menighed: Der er slet ingen Trængende, thi der gives rigeligt til alle dem, der kunne frygte at blive 'det. Han havde anseet det for nødvendigt at udtale dette, før han gik videre; thi efter de Yttringer, der vare faldne, vidste han næsten ikke, om det maatte være ham tilladt at gaae videre (Stemmer: Jo! Jo!). Han vilde da bemærke, at det forekom ham, at Discussionen svævede noget vel vidt omkring, og at den egentlig ikke var kommen derhen, hvor den skulde. Hovedspørgsmaalet, der skulde behandles, var, hvorledes Fattigvæsenet bor ordnes. Der er 3 Veie: enten at henvise alle Fattige til Arbeidsanstalter, eller, som hos Jøderne, at understøtte Alle frivilligt og rigeligt, eller at følge et combineret System. Den Vei, der følges hos Jøderne, indsaae han fuldt vel kunde ikke bringes til Anvendelse i en saa stor Commune som Kjøbenhavn, der er Individer, der ikke kunne behandles paa den Maade, men som det er nødvendigt at henvise til Tvangsarbeidsanstalterne. Hovedsagen er imidlertid at forebygge Fattigdommen, og det opnaaer