Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

60 bor forsørges i Hjemmet, men at frivillige Arbeidshuse ere absolut nødvendige, saalænge vi have et tvungent Fattigvæsen, fordi de ere det eneste Middel til at afskrække uden. at vise unødvendig Haardhed. Pastor Schau havde ligeledes bedet om Ordet i det foregaaende Mode, fordi der paa Discussionens daværende Standpunct forekom ham at være en Sammenblanding tilstede mellem frivillige Arbeids- huse og Tvangsarbeidsanstalter; men flere senere Talere havde fremhævet denne Forskjel, saa at han for saavidt gjerne kunde frafalde Ordet. Han ønskede imidlertid dog at bringe et særligt Punct paa Bane, som hidtil kun havde været lidet berørt, nemlig Kjøbstædernes særlige Forhold. For disses Vedkommende kunde der siges at være 3 Slags Anstalter, nemlig Fattighuse, frivillige Arbeidsanstalter, som bestaae ved Siden af de førstnævnte, og de faa Tvangsarbeidsanstalter, der ere tilbage; siden den i Odense er bleven nedlagt, fandtes der, saavidt han erindrede, endnu kun saa- danne i Korsør og i Thisted. Angaaende Tvangsarbeidsaustalterne kunde der dog maaskee først discuteres under et følgende Numer paa Dagsordenen. Forsaavidt der derimod i Kjøbstæderne findes en Forening af Fattighuse og frivillige Arbeidsanstalter, maatte han udtale det som sin Anskuelse, at sidstnævnte Anstalter ikke vare Skræmmebilleder, men derimod stode som et Tilbud for den. der ikke kan faae Arbeide. I hans Hjem, Aalborg, havde han gjort denne Erfaring. Man har nemlig der større Fabriker, navnlig Tobaksfabriker, og heraf havde man benyttet sig til om Vinteren, naar der kun er lidt Arbeide at faae, at give Anviisning paa en Beskjæftigelse, som Enhver kan paatage sig, nemlig at gjore smaae Pinde til at slaae ind i Tobaksruller. Deraf kan der bruges omtrent saa meget, som det skal være. Paa den anden Side er det saa ubetydeligt et Arbeide, at det ikke kan ernære nogen Familie. Kom nu en Mand og sagde, at han vilde have Arbeide, saa kunde man prøve, om det var af Ulyst til Arbeide eller fordi han virkelig ikke kunde faae det, at han henvendte sig til det Offentlige, idet man sagde til ham: „Vi skulle anvise dig et Arbeide, hvorved du kan vise, at du ikke krymper dig for at tage fat, og giver det ikke tilstrækkeligt Udbytte, saa skulle vi lægge til, hvad der behøves, naai vi blot see, at Du har Lyst til at arbeide.“ Derved havde man et Critérium til at afgjøre, hvilke Fattige der havde Lyst til at arbeide,