Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

79 saa saare farligt netop i denne Henseende, ikke at tale om Fristel- sen til Løgn og Hykleri. Af denne Grund havde Taleren aldrig turdet lade et fattigt Barn paa Kjøbenhavns Gader besørge et Ærinde for sig. Det er en mislig Ting at benytte et fattigt Barn, man ikke kjender; thi faaer dette Barn da en Bagatel for sit Ærinde, og det hjemme seer, at denne Erhvervskilde er tilladt, saa skeer det saa ofte, at et saadant fattigt Barn næste Dag faaer Lyst at erhverve det samme, forsøger da at betle og foregiver hjemme igjen et Arbeide, og det bliver umuligt for Forældrene at control- lere det. Herved bliver det saa ofte uden Forældrenes Vidende et Betlerbarn. Det er derfor ikke saa forunderligt, at flere fattige Forældre aldeles forbyde deres Børn at gaae eller ialfald modtage Noget for saadant et Ærinde. Naar Taleren saaledes delte Justitsraad Mouriers Mening om den store Fare, der er for det fattige Barn ved at betle, saa kunde han derimod ikke være enig med ham angaaende det Middel, han til at forebygge dette anbefalede, nemlig at føre Bern sammen i en Opfostringsanstalt. At opdrage dem i. en Arbeidsanstalt er Noget, der endog ligefrem er farligt. Det er Noget, der er forsøgt mange Steder, men det er ogsaa forkastet mange Steder. Herom vilde han anføre et Punct, som forekom ham at give et ikke ringe Vidnesbyrd. I den nye-Fattiglov i Can- ton Bern siges der udtrykkeligt, at der ikke maa være Børn i Arbeidshuse, de maae slet ikke anbringes der, og det Samme er Tilfældet i Canton Zürich. Ogsaa et andet Forhold maatte han berøre ved dette hele Spørgsmaal om fattige Børns Opdragelse. Naar det er fremhævet, at der har yttret sig saa stor Lyst hos Folk til at tage Børn fra Arbeidsanstalterne i deres Tjeneste, saa var dette forklarligt, thi saadanne tarveligt og strengt opdragne Børn kan det være let at tilfredsstille og kjært at faae for mangen Huusbonde, men Spørgsmaalet er, om man ogsaa kunde ønske at anbringe sine egne Børn hos de Folk, der saaledes melde sig for at faae Børn fra Arbeidshusene. Naar man samvittighedsfuldt vil undersøgt Sagen, saa ere Arbeidshusene ogsaa med Hensyn til Børnenes senere Anbringelse slette Opdragelsesanstalter; deri ligger ogsaa den store Fare ved Vaisenhusene. Det bliver efterhaanden for en saadan Anstalt meget vanskeligt, hvad Erfaringen har viist ved det nye store Opfostrings- og Vaisenhuus udenfor Berlin og flere gode Anstalter ogsaa her hos os, at anbringe Børnene, naar man efterhaanden staaer ikke, som nu i Tikjøb, kun med et