Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

81 slaae det frivillige Fattigvæsen ihjel. Og saa ville disse Anstalter desuden tilsidst ogsaa gaae istaae. Det er en almindelig Erfaring, at en Arbeidsanstalt forfalder med de Kræfter, der forst ordnede den, og sjeldent har nogen staaet i Flor i over 40 Aar. 1 Duchatels og Navilles Skrifter omtales 2 berømte Arbeidsanstalter ved Langnau og Bärau i Bern. Da Taleren søgte dem der, var det næsten ud- visket i Erindringen, at de havde existeret som saadanne. De vare forlængst omdannede til cantonale Pleiestiftelser, Arbeids- anstalter bør kun benyttes som et Correctiv og som et Prøve- middel, som man anvender for i tvivlsomme Tilfælde at erfare, om de Paagjældende trænge til Hjælp eller ikke. Vil man tillige bruge dem som Forsørgelsesmidler, saa bør det skee med saa faa Udgifter som muligt. Man bor ikke af øieblikkelige Hensyn sætte for store Kræfter ind i denne Eetning, saasom til store Bygninger, Maskiner osv., men gaae frem ved deres Indretning med stor For- sigtighed. Det frivillige Fattigvæsen er det vistnok Øjeblikkets Opgave at udvikle med de Midler, man alt har. Vil man stræbe efter dybere Reformer, da skal man stræbe efter en videre Adskil- lelse imellem Politifattigvæsen og Barmhjertighedsfattigvæsen. Det sidste kan der da igjen, for at sikkre dets bedre Gjennemførelse, være Grund til at dele i to Afdelinger, en fast, der understøttes med Fattig-Legater eller Skat, og en mere bevægelig og omformelig Afdeling, der anvises naturligst og rigtigst til Virksomhed for det frivillige Fattigvæsen. Det maatte beklages, at Geheimeraad Hall ikke i sin Tid havde kunnet forhindre, at man ved Oprettelsen af „de Fattiges Kasse“ indsatte Bestemmelser, hvorefter Præsten ikke behøver at være Medlem af Bestyrelsen, thi Barmhjertighedsfat- tigvæsenet kan ikke trives uden at hvile paa et christeligt Grundlag. Afskæres denne Rod, saa flyver det Hele løst i Luften. Præsten er det frivillige Fattigvæsens naturlige Værge. Naar der har været Spørgsmaal om at styrke det frivillige Fattigvæsen ved at tillægge det en Deel af Fattigskatten, saa maatte Taleren ansee en saadan Sammenblanding af frie Bidrag og tvungen Skat for fordærvelig, thi Skatten har overalt slaaet det Frivillige ihjel. Dette havde netop viist sig under den tidligere Ordning, hvor de frivillige Bidrag snart faldt bort, med Undtagelse af Tavlepengene, og hvem var det, der fik Gavn af disse, da de tilfaldt Fattigvæsenet? Det var ikke de Fattige, nei Gaardmændene gave til sig selv, og Huusmændene til Gaardmændene, og de, der havde størst Fordeel af denne Ordning, 6