Lærebog I Radiotelegrafi Og Radiotelefoni

II. HJÆLPEAPPARATER. 34. Induktorer. Til at frembringe den Spænding, hvormed Svingningskredsene oplades, benyttes i Almindelighed — ved Radiotelegrafstationer — Induktorer. En Induktor bestaar af en Jernkærne (lamelleret), hvor-paa vikles et Antal primære Vindinger, der staa i Forbindelse med Strømkilden. Udenom den primære Vikling er anbragt den sekundære Vikling, hvori den højspændte Strøm kan frembringes ved i den primære Vikling enten at anvende Vekselstrøm eller ved stadig at afbryde og slutte en Jævnstrøm. Der foregaar da en stadig Forandring i det magnetiske Felt fra den primære Vikling, og denne Forandring inducerer en Spænding i den sekundære Spole (§ 7). Spændingen er afhængig af den gensidige Induktions-koefficient M og af Strømstyrkeforandringen pr. Sekund a ( « = -r-, ) , altsaa: \ dtd i? m E — M a . For at faa en stor Spænding maa man derfor gøre M stor, d. v. s. tage mange Vindinger, og a maa være saa stor som mulig. Naar særlige Foranstaltninger ikke træffes, er a forholdsvis lille, da det altid varer en vis Tid, inden Jernkærnen optager og atter afgiver Magnetismen, og altsaa inden den normale Spænding kan opnaaes. Fig. 67, a viser en Kurve, der giver et Eksempel paa Spændingsstigningen i Forhold til Tiden. Endvidere bevirker Selvinduktionen, at Strømmen ikke ophører, før Afbrydningsgnisten har naaet en vis Længde.