Lærebog I Radiotelegrafi Og Radiotelefoni

113 bibringer Kondensatoren en ny Ladning af samme Størrelse som tidligere. Derved fremkommer den trukne Kurve, og paa denne Maade fortsættes, indtil den sekundære Amplitude til Slut er saa stor, at Luftrummet mellem Elektroderne kan gennembrydes. Man har i dette Tilfælde først opnaaet en Gnist efter 6 Vekslingers Forløb, og Spændingen er 6 Gange saa stor som den, der svarer til den første Ladning. Derefter begynder Opladningen paany. Hvis Resonansen mellem den primære og sekundære Spole svarer til lste Oversvingning (Fig. 70), er Forholdet et lignende. Primærspændingen er vist ved den punkterede Kurve, Sekundærspændingen ved den stiplede Kurve og den resulterende Spænding ved den trukne Kurve. Som det fremgaar, er der to lige store Amplituder ved hver Svingning i Sekundærkredsen, og Energiforbruget bliver derfor dobbelt saa stort som ved simpel Resonans. Er der ingen Resonans til Stede mellem de to Kredse, fremkommer, som vist i Fig. 71, en resulterende Spænding, hvis Amplitude ikke viser nogen periodisk Stigning. Man faar da enten en Gnist ved hver Veksel eller overhovedet ingen Gnist. Induktorens primære Svingningstal er afhængigt af Vekselstrømsmaskinens Periodetal, medens det sekundære Svingningstal afhænger af Selvinduktionskoefficienten Ls og Kapaciteten C i Frembringerkredsen. (Grundligningerne for en Transformator ere: __ Ep __________ oo j ____j n n M P — Vea + (^nL)2 °g S “ P j R* + ’ hvor n , . (?r n Af)2 Rs T T (rt n M)2 n n Ls ? = + ^2 + n Og L - Lp ~ n Ls)2 ’ Indsættes en Kapacitet i Sekundærkredsen, skal i Stedet for n n Ls indsættes n n Ls------ . I det foreliggende Til- n n G fælde med Resonans-Induktorer kan man se bort fra de Schledermann: Radiotelegrafi. 8