Lærebog I Radiotelegrafi Og Radiotelefoni

212 af en eller anden Grund er ødelagt. (Metoden er ikke særlig nøjagtig). Fig. 128 viser Afsenderkredsen til en af ovennævnte Stationer. I Luftnettet anbringes (i Telegrafrummet) en variabel Selvinduktionsspole Sv, og et Varmtraadsamperemeter A shuntes til Forbindelseskablet mellem Frembringerspole og Forlængespoler. Ved at forandre Afstanden mellem Punkterne a og b kan Amperemetrets Udslag varieres, indtil en Stilling findes, hvor Amperemetret gør et passende Udslag, naar Gnistlængden er 5—10 mm. Strømstyrken i Luftnettet er da størst, naar Resonans er til Stede mellem dette og Frembringerkredsen, mindre naar Bølgelængden er for stor eller for lille. Ved at prøve med forskellige Vindingstal i Spolen Sv søger man da at bestemme det Vindingstal, der svares til Resonans, o: hvor Amperemetrets Udslag er størst. Hvis Afstemningsspolen Sv da indeholder een eller flere Vindinger, viser dette, at Luftnettets Kapacitet er for lille, og Traadene i Nettet maa forlænges. Saafremt man derimod ved 0 Vindinger i Spolen Sv ikke har opnaaet Amperemetrets største Udslag, er Kapaciteten for stor, og Traadene i Nettet maa forkortes. Det er en absolut Betingelse ved disse Maalinger, at Gnistlængden og iøvrigt alle Forholdene i Primærkredsen ere uforandrede. Amperemetrets Tilledninger maa vikles bifilart for at und-gaa Selvinduktionens Virkninger paa Apparatets Udslag. 66. Bølgemaaleres Princip. Da ethvert Svingningssystem, som indeholder Selvinduktion og Kapacitet, har en ganske bestemt Egensvingning og Bølgelængde, udtrykt ved: T=2ny/LC og 2 = 2 n^LC. (§ 13 Side 25), kan man variere disse ved at forandre L og C, enten samtidig eller hver for sig. Hvis et saadant System bringes til at svinge af et andet System, svinger det kraftigere, desto nærmere de to Systemers