Lærebog I Radiotelegrafi Og Radiotelefoni

VIII. RADIOTELEFONI. Ved Radiotelefoni betegnes med et fælles Navn alle de Metoder, hvorpaa man søger at overføre den menneskelige Tale paa større Afstande, uden at Afsende- og Modtagestationen ere forbundne ved Traadledninger. Den naturligste traadløse Overføring af Talen sker ved Hjælp af Lydbølger: det menneskelige Stemmeorgan er Afsender og Øret Modtager. De Taleafstande, som paa denne Maade kunne opnaaes, ere imidlertid stærkt begrænsede. Ved Hjælp af Parabolspejle, i hvis Brændpunktet er anbragt højtlydende Mikrofoner og Telefoner, har man kunnet overføre Talen paa ca. 1500 m’s Afstand. Skal man imidlertid have en Mulighed for at kunne tale over større Afstande, maa man benytte andre Fremgangs-maader. 108. Fotofoni. Bell (Telefonens Opfinder) konstruerede sammen med Tainter den saakaldte Fotofon (1878), hvor Talen overførtes ved Hjælp af Lysets Indvirkning paa Selén. Dette Grundstof lienhører til Svovlgruppen og har den Egenskab, at dets elektriske Modstand formindskes, naar det belyses, og i Forhold til Belysningens Styrke. Afsenderen bestod af en Taletragt M (Fig. 207,i) med en forsølvet Glasmembran. Solstraaler (eller Lysstraaler fra en Buelampe L) kastedes ved Spejl og Linse hen paa Membranen og tilbagekastedes fra denne til et Parabolspejl S, i hvis Brændpunkt fandtes en Seléncelle, indsat i et Kredsløb med Schledermann: Radiotelegrafi. 21