Lærebog I Radiotelegrafi Og Radiotelefoni

322 Telefon T og Batteri B. Naar man talte mod Membranen, bragtes den til at vibrere og blev derved snart konkav, snart konveks. De parallelle Lysstraaler kom da til at divergere og konvergere, og Belysningen (og dermed stand) blev paa denne Maade vekslende, sattes i tilsvarende Svingninger, o: opnaaede Taleafstand var imidlertid 109. Termofoni. Bell har ogsaa Seléncellens Mod-Telefonmembranen hørte Talen. Den ca. 215 m (1880). Fig. 207. Ved den veks-Varmebestraa- som Tale- man kun forsøgt at anvende de Varmestraaler, der udgik fra et Spejl med Buelampe. Som Modtager benyttedes et Parabolspejl, i hvis Brændpunkt var anbragt en lille Glasbeholder med en sort Korkkugle. Fra Glasbeholderen førte en Slange til et Par Hørerør, lende ling paa Glasbeholderen, der fandt Sted, naar man som ovenfor talte i Lydtragten, udvidede Korkkuglen sig forskelligt, og der fremkom i Glasbeholderen og i Slangen en Luftbevægelse, satte Telefonmembranen i tilsvarende Svingninger, afstanden var dog kun 100 m. 110. Lystelefoni. Gittay har forsøgt en anden Fremgangs-maade (1881). Som Afsender benyttede han en Kønigs-Kapsel, o: en Membran, der dannede Bunden i en lille, cylindrisk Daase M (Fig. 207,2). Fra denne førte et Rør til en lille Spidsbrænder F, anbragt i Brændpunktet af et Parabolspejl.