Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

118 II. Husflid. »Vi har nu,« sagde Sognefogden, »set Jer gaa og ase saa længe, og da vi Bymænd nu er færdige med vor Pløjning, saa har vi tænkt, at vi som gode Naboer og Gjenboer kunde hjælpe Jer, hvis I ellers ikke vil forsmaa. Vi er her, alle Bymænd og alle Byens Karle, og nu skal det gaa, som det var smurt, hvis I ellers vil give Æde til Bæsterne. For vi andre vil arbejde paa egen Tæring.« Vær- ket gik nu med den store Arbejdskraft strygende rask: paa et Par Dage vare Markerne pløjede, tilsaaecle og harvede; men Naboerne vare ikke til at bevæge til at modtage nogen Indbydelse til at spise hos den, de havde hjulpen. »Fastelavn kom,« fortæller Goldschmidt videre, »og man stak til Straamanden. Dengang deltoge kun de yngre Gaardmænd og Gaardmandssønnerne i Festen. Mellem Kroen og det modstaaende Hus var paa et Fundament, anbragt en med Grene tildækket Tønde, og derfra ragede en Straamand op, pyntet som Tyrk, i blaa og hvide Klæder, med rød Turban og besat med Guldbrokade og Glasperler. Deltagerne i Festen vare til Hest, udklædte i æventyrlige Dragter. Ved Festen spillede et stort, ridende Musikkorps, især Trompetere og Basunblæsere; hele Tiden, medens man, én efter én, red og stak i Straa- manden og søgte at løfte ham op paa Lansespidsen, spillede de en særegen, simpel, ensformig Melodi, som jeg aldrig senere har hørt igjen. Naar man havde redet en halv Times Tid, gav Formanden Tegn, og saa blev der dannet et stort Tog. Det søgte hver Gang en Gaard, og Portene paa alle Byens Gaarde stode paa vid Gab, ligesom ventende med Længsel. I Porten blev blæst en Fanfare; man red ind i Gaarden, steg af, gik ind og blev