Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

2. Husflid i Mandsminde. 119 beværtet med det bedste, Huset formaaede. Vor store røde Port stod aaben som de andre; men hele Dagen kom Toget ikke til os. ... Men næste Dag begyndte Festen igjen, og henad Formiddagen lød pludselig Trompeterne ude i vor Gaard. »Gud ske Lov, der er de!« raabte vi Børn og kom næsten til at græde af Glæde.«10 I min Barndom har jeg paa Lolland set Optog af samme Slags som det af Goldschmidt skildrede ved Fastelavnstider; men det staar for min Erindring, som Rytterskaren, Aftenen efter at den havde gjort sin Runde, skulde have et Gilde, medens der ikke var nogen Straamand med i Spillet. Føreren havde en dragen Sabel i Haanden. De fleste Ryttere havde brogede Baand knyttede til deres høje Hatte. Én af dem var udklædt som Nar, og han gjorde sit bedste for at vække Latter. Hvor Toget holdt i et langt Geled paa en Gaardsplads, blev der budt forfriskninger om, Brød og Brændevin, som nødes paa Hesteryggen. I sine Livserindringer slutter Goldschmidt, hvad han fortæller fra Valby, med følgende Linjer, der ville finde Gjenklang hos mange af dem, som have levet deres Barndom paa Landet i Frederik 6.s Dage eller kort efter: »Men hvor lidet fylde alle Enkeltheder, jeg saaledes kan mindes og sætte sammen, mod det hele Liv paa Gaarden i dets Stilhed og Sundhed, i dets Rugbrøds- og Hvergarns- Tilværelse, i den Beskyttelse, det gav Opvæxten! At færdes paa de store Strækninger, vor Ejendom, at kjende hver Jordlod som noget særegent, næsten noget levende, af hvis Vilje og Dygtighed mail ventede noget bestemt; at se det ventede komme under det brede Solskin eller føle Bekymring for