Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

122 II. Husflid. gen dertil ikke føles, og ingen Driftighed træder i Stedet derfor; hos de velhavende anses det endog for en Skam at sælge det i Huset vævede Lærred m. m. Jo mere man fjærner sig fra Kjøbenhavn, jo mere bliver Forholdet bedre med Hensyn til Husfliden; Maalestokken derfor bliver som oftest den Grad, i hvilken Landmanden søger sin Klæd- ning hos Kjøbstads-Kræmineren. Husfliden er imid- lertid mange Steder større end tilsyneladende, idet Hustyendet i flere Egne erholder en Del af sin Løn i hjemmegjorte Tøjer. Iblandt Husmænd og Inderster findes næsten overalt øvede Vævere, og nogle Steder i ikke saa ringe Mængde. De duelige iblandt dem have for det meste Arbejde, naar Hørren er lykket og Aaret ellers er godt, med al væve Lærred, Hvergarn, Drejel, Vadmel og Multum for Gaardmanden og for omboende uden for Bonde- standen ; nogle Steder, f. Ex i Præstø Amt, arbejde nogle endog for egen Regning og sælge det vævede til Kjøbstaden eller til Egnens Tjenestetyende.« »Paa Samsø«, skriver Rawert i samme Bog, »findes i hver Gaard og i mer end det halve Antal af Husene Væve, som ikke staa ledige; men deres Produkt kommer ikke i Handelen paa noget ube- tydeligt nær, som sælges i Kallundborg eller Aar- hus. Der arbejdes i Reglen ikkun til eget og Tyendes Fornødenhed.< Han regner omtrent 570 Væve paa Samsø. »Vindskibeligheden har sit Hjem paa Born- holm«, fortsætter Rawert. »Fruentimmerne kappes der om at forfærdige smukke Tøjer; næsten hver Gaardmands- og Husmandskone eller Datter har sin Væv, hvorpaa de væve baade Linned og Uldent, og hvad de have tilovers fra eget Brug, sælges til