Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

14 I. Saltvandsfiskeriet og Fiskerne. man har ondt ved at ro igjennem Sundet, og da kan man øse Fiskene op i Baaden med de bare Hænder. Arnold af Lybæk, Saxes yngre Sam- tidige, fremhæver den Pragt, de Danske kunde ud- folde i deres Klædedragt, og søger Grunden til deres Rigdom i »det Fiskeri, de aarlig drive i Skaane, ved hvilken Lejlighed der fra alle de omboende Folkeslag skyndsomst indfinder sig Handelsmænd for hos de indfødte at opkjøbe Sild, som ved Guds Rundhaandethed omsonst tilflyde disse, medens Kjøbmændene give deres bedste Ejendom, ja, endog stundum ved Skibbrud Livet selv for en ringe Vare«. Arnold fremhæver udtrykkelig, at mange af hans Bymænd drage til Skaane paa den Tid, da Fiskeriet plejer at gaa for sig der. Del var Kjøbmænd, som vilde omsætte deres Varer med Sild. I Helgen- krønniker om Knud Herlug og Abbed Vilhelm for- tælles om danske Mænd, »en Klosterbroder fra Ringsted« og »en Mand ved Navn Bernhard«, der »sejlede til Marked i Skaane<. Den første af disse har rimeligvis haft det Hovedærende at indkjøbe Sild til Klosterets Forsyning i Fastetiden.4 Man har regnet, at der kunde være 7—8000 Baade med 30 — 40,000 Mænd, som drev den ind- bringende Fiskefangst, og dertil kom saa alle de Mennesker, der vare i Arbejde paa Landjorden med at salte Sildene og lægge dem i Tønder, dernæst de mange Kjøbmænd og deres Kunder; det har været som en Hovedstads Befolkning, der færdedes paa den sandede Odde. Kjøbmandsstævnet varede fra 10. Avgust til 9. Oktober. Hver Stad havde sin afpælede Jordstrimmel eller »Fed«, hvor den gjærne selv indsatte en Foged til at holde Orden. Drabssager hørte dog altid ind under Kongens