Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

22 I. Saltvandsfiskeriet og Fiskerne. Retsdokumenter kunne volde Vanskeligheder, naar Fiskelænker og Fiskestacler ikke ere i stadig Brug. For at fiske med Bundgarn maatte man enten eje eller leje et matrikuleret Fiskestade. I gode Tider blev der givet flere Hundrede Kroner i Leje for et enkelt Stade i Fisketiden. Dernæst maatte man have et Bundgarn; det kostede med de nød- vendige Stager mange Hundrede Kroner. Bundgar- net maatte udbedres og tjæres 2 Gange aarlig, og dertil medgik hver Gang ^2 Tønde Tjære. Endelig krævedes der en Baad med Mandskab. Det var en »Kaag« eller fladbundet Baad, der benyttedes ved Røgtningen af Garnel. Besætningen var 3 Mand, og de kunde tilse 12 til 14 Bundgarn. IIø- vedsmanden paa Kaagen fik sin Lod i Udbyttet og kaldtes derfor »Lodkarl«. Han havde Ansvaret for, al Bundgarnet var anbragt nøjagtig paa rette Sted. De to andre vare gjærne Bønderkarle fra Omegnen, som vare lejede til at hjælpe til paa Kaagen i Fisketiden. Denne omfattede en halv Snes Uger om Foraaret fra den Tid, da Isen brød op, og en 6 Ugers Tid om Efteraaret inden Midten af No- vember. Garnene bleve eftersete ved Solopgang og hen imod Solnedgang saa vel Helligdage som Søgnedage, hvad der udtrykkelig var bleven tilladt; dog vare Paaskedag, Bededag og Pinsedag undtagne. Skjønt en Kaag kunde rumme liere Hundrede 01*), var det muligt at faa den fyldt af ét Bundgarn, naar der var rigeligt med Sild; men det kunde ogsaa hænde, at alle de Bundgarn, Kaagens Mand- skab maatte passe, bleve tømte, inden de havde fuld Last. ‘) En 01 er fire Snese.