Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

3. Sildefiskeriet i Limfjorden. 23 Det vil skjønnes, at der stak en hel Kapital i Udredningen af, hvad der hørte til for at beskæf- tige en Kaags Mandskab; det var derfor mest større Forretningsmænd, der drev Bundgarns-Silde- fiskeriet i Nibe Bredning ved vel opøvede Lodkarle. Drivvaadsfiskeriet, der som anført var sat i Skat ligesom Bundgarnsstaderne, var heller ikke billigt. Mod Kaag og med de nødvendige lange Støvler til Fiskerne kostede hvert Vaad mellem 1500 og 2000 Kroner. Vaaddet er et stort Garn, hvis ene Ende holdes inde ved Land af en eller to Mænd, der ofte staa i Vand til langt op paa Livet, medens den anden Ende drages af en Kaag; denne ros frem af fire Mænd, medens to passe Vaaddet (»give Vaad«); en Skipper leder det hele. Vaaddragningen tog hver Gang en Times Tid og kunde ikke foregaa paa alle Tider af Døgnet, idet Vaaddet kun kunde drages med Fordel, naar Van- det faldt, hvad der før Aggerkanalens Gjennembrud vilde sige: naar Strømmen løb mod Øst. Silden, der om Foraaret formentes at komme fra Kattegat for at lege oppe i Fjorden, gik da mod Strømmen og indfiltredes i Vaaddets Masker. Vaaddrætsste- derne vare ved Løgstør og paa Strækningen fra Klitgaard til Hals. Langt billigere var Fiskeriet med Nedgarn, der var tilladt alle bosiddende Folk uden for de til Bundgarnsstader og Vaaddrætssteder udlagte Fiske- pladser. Det er dels i Løgstøregnen og dels mellem Klitgaard og Hals, det har været drevet. Nedgarn er et Garn, der ved Flaad i Overkanten og ved tungere Gjenstande i den nederste Kant bringes til at staa lodret i Vandet; idet Fisken kommer imod det, faar den Hovedet i Masken og